Så er julen og nytåret overstået, og det er tid til at komme igang med et nyt år. Denne gang kommer der ikke nogle opskrifter, men mere end beskrivelse af, hvad jeg hældte indenbords nytårsaften; både bobler og mad. Jeg skulle spise sammen med min kæreste, min gode kammerat og hans kæreste. Min kammerats kæreste var dog desværre blevet syg, og min kammerat tog hjem så snart vi havde spist, da han også havde det ret skidt. Så det var en ret ærgerlig nytårsaften for dem og en lidt trist start på aftenen.
For første gang valgte jeg at købe maden udefra i stedet for selv at stå med det. Dette gjorde jeg dels for at prøve det, men også fordi jeg synes generelt, at man får rigtig meget for pengene. Vi købte årets nytårsmenu fra Sortebro Kro, hvor vi fik 3 retter for 445,- pr. mand. Alt vin er købt i Vinens Verden i Odense.
Jeg startede aftenen med at dele en flaske Charles Heidsieck Rosé Champagne med min kammerat kl. 18.00 til dronningens nytårstale, hvilken var helt fantastisk. Mere detaljerede smagsnoter fik jeg desværre ikke skrevet ned, men den kan klart anbefales.
Til forret fik vi hummer, kammuslinger og blåmuslinger med karl johan tærte, hummersauce og pyntet med friske ærteskud. Dertil var der selvfølgelig også et rigtig lækkert friskbagt flûte. Dette var i særdeleshed en rigtig lækker ret. Ved ikke hvad de havde gjort ved den hummersauce, men den smagte simpelthen så godt, at vi blev nødt til at tømme gryden efter vi havde spist forretten op.
Til denne ret drak vi en 2008 Riesling Eroica fra Château Ste. Michelle i Washington. Det er en relativt kraftig Riesling, som har en vis sødme, som man nu kan forvente af en Riesling, men den er dog også en smule mineralsk, hvilket gør den ret lækker. Jeg synes, at den passede ret godt til retten, da den matchede det søde hummerkød og kammusling ret godt.
Da vi var kommet os over forretten, blev det tid til hovedret. Her fik vi helstegt dyrefilet med kvædepuré, svampe, perleløg og hvide bønner, kartoffel bagt i lag og en portvinssauce. Igen var det en rigtig lækker ret. Den let bitre portvinssauce og den søde kvædepuré fungerede bare helt perfekt til dyrefileten. Den lille blanding af svampe, perleløg og hvide bønner virkede også ret godt sammen med kartoflen. I første omgang undrede jeg mig egentlig lidt over de hvide bønner, men det var faktisk rigtig godt!
Til hovedretten drak vi en 2007 Gigondas, Domaine de la Chapelle fra Rhône, som også er en ret kraftig vin fyldt med masser af sødme i form af solbær og brombær. I eftersmagen anes let bitter-sødmefulde nuancer, hvilket gjorde, at den gik rigtig godt sammen med den let bitre portvinssauce og den søde kvædepuré. Alt i alt et rigtig godt match og en vin, der løftede retten til et højere niveau.
Da vi nåede til desserten kunne vi næsten ikke mere. Vi havde som sagt mad til 4 mennesker, og vi var kun 3, så hovedretten blev der virkelig skovlet indenbords af. Men efter en pause på ca. en flaske rødvin måtte vi hellere komme igang med desserten, inden de andre gæster ankom. Her fik vi appelsinmousse med havtorn i citrusmarinade, appelsinmarengs, hvide chokoladekrystaller og parfait toppet med multebærpuré. Det var en rigtig god ret, hvor der var en god balance mellem de let syrlige havtorn og alt det søde. Personligt syntes jeg, at parfaiten med multebærpuré var lidt spøjs, men det fungerede rigtig godt sammen med dessertvinen, og min kæreste kunne ret godt li’ det. Men det er jo smag og behag.
Til desserten drak vi en 2006 Muffato della Sala (pris: 275,-), som er en dessertvin fra Umbrien/Umbria i Italien. Nu er jeg generelt ikke ret meget for dessertvine, da jeg synes, at det bliver alt for vammelt med al den sødme. Denne flaske har dog en smule syre, som giver den en god afbalanceret smag. Det er stadig en ret sød vin (det er dessertvine jo), men jeg synes ikke, at den er vammel på samme måde som så meget andet dessertvin. Der er dog ingen tvivl om, at den blev bedre, så snart jeg smagte den sammen med desserten. Her fungerede vin og mad ganske godt sammen (igen). Den smule syrlighed vinen havde komplimenterede retten med sin let syrlige havtorn i citrusmarinade og den søde appelsinmousse og marengs ganske godt. Så det var dejligt, at det rent faktisk var en dessertvin, der kunne drikkes, jeg havde fået fat i.
Alt i alt en rigtig lækker nytårsmenu med helt fantastisk vin til.
Jeg skulle selvfølgelig også ha’ lidt bobler, da klokken slog tolv, og jeg synes, at det ville være synd at drikke en dyr champagne efter alt det vin vi skulle ha’ til maden, så der blev det til en lidt billigere flaske Cuvee Brut fra Domaine Ste. Michelle fra Washington. Så vidt jeg husker, smagte den ganske godt, men det er også alt jeg husker. Jeg tømte i hvert fald flasken, og så er det også begrænset, hvad jeg husker derefter. Så det var en god aften.
Håber at I alle har haft en rigtig god jul og et endnu bedre nytår.