For små to uger siden pakkede Maiken og jeg kufferten og tog et smut til Rom. Vi snuppede fire overnatninger på en Bed & Breakfast, fik set det meste af Rom og vigtigst af alt: fik spist en masse dejlig mad og drukket en masse vin!
Vi boede på en hyggelig lille Bed & Breakfast, der hedder A Home for Holiday Bed and Breakfast, der ligger ca. 20 min. gang fra Colosseum. En rigtig fin B&B, der dog er lidt lydt, men til gengæld er det billigt. Der er tre værelser og to badeværelser, så man må deles med de andre, der bor der. Værten sørgede for, at der var morgenmad i form af diverse morgenmadsprodukter ala cornflakes, frisk mælk og juice og Italiens svar på croissanter, som er en sød kage fyldt med creme eller lignende – må dog indrømme, at de lige var en tand for søde til min smag, og jeg foretrækker klart en almindelig croissant! Jeg skal forøvrigt lige gøre opmærksom på, at der kan være et gebyr på €3,5 pr. mand pr. nat når man bor i Rom, hvilket som regel ikke er inkluderet i prisen.
I løbet af de fem dage vi tilbragt i Rom fik vi selvfølgelig en masse mad, vin og kaffe. Vi havde lavet en del research hjemmefra, men vi nåede langt fra at besøge alle de spændende restauranter, som vi havde skrevet ned hjemmefra, men så er der selvfølgelig grundlag for endnu en ferie i Rom på et tidspunkt. Herunder vil jeg fortælle lidt om nogle af de forskellige steder, som vi besøgte på vores tur samt lidt generel infomation om at holde ferie i Rom.
Transport i Rom
Den første dag brugte vi stort set ikke noget offentligt transport i Rom, da vi gik rundt i byen, men de efterfølgende dage brugte vi metroen en del. Vi valgte at købe 24 timers kort til transport, som koster €7 pr. mand. De gælder fra man bruger det første gang og så de næste 24 timer, og de dækker alle former for offentlig transport. Som sagt brugte vi primært metroen til at komme rundt med, men skal man til f.eks. Trastevere, så skal man med bus, da der ikke er nogle metrostationer i Trastevere. Metroen fungerer fint (omend der er mange mennesker med, så man står ofte tæt), men den er rimelig begrænset, og der er ikke særlig mange linjer, der kører. Så hvis du ønsker at kunne komme lidt udenfor de helt traditionelle turistområder, så kan det være en god idé lige at sætte sig ind i busruterne, da deres bussystem er væsentligt mere udbygget end metroen.
Roms bedste kaffe fåes på Sant’Eustachio
Kaffe i Rom
Kaffekulturen er noget anderledes i Rom end her i Danmark. Vi så ikke ret mange romere, der sad ned og hyggede sig med en kop kaffe på samme måde, som vi gør i Danmark. De fleste romere snuppede en espresso i baren og drog så videre i dagens program. Det betyder dog ikke, at der ikke er mulighed for at sidde ned og drikke sin kaffe, hvad enten man er til espresso, americano eller latté. Kvaliteten af kaffen i Rom var generelt rigtig fin de steder, som vi besøgte, og det lader egentlig til, at de fleste steder serverer en ret fornuftigt espresso. Drikker man sin kaffe i baren, så er det kutyme at ligge €0,20 – €0,50 i drikkepenge.
Sant’Eustachio
Sant’Eustachio er en old school italiensk kaffebar i hjertet af Rom. Den ligger ret tæt på Pantheon, og vi var forbi flere gange i løbet af vores ferie for at få en kop kaffe. Det skulle eftersigende være den bedste kaffe i Rom, og det var bestemt også den bedste kaffe, som vi fik på vores tur! Der er en helt speciel stemning på Sant’Eustachio, og det er enormt autentisk. Kaffen betaler man ved kassen, hvorefter man går over til baren med sin kvittering og bestiller sin kaffe. Man kan vælge at drikke sin kaffe stående i baren eller sætte sig ved bordene udenfor og betale en lidt højere pris for sin kaffe. Er du i Rom, så er der ingen vej udenom Sant’Eustachio. Stedet får i hvert fald mine varmeste anbefalinger
Sant’Eustachio Il Caffé
Piazza di Sant’Eustachio 82
Rom
www.santeustachioilcaffe.it
Mad i Rom
I Italien er måltidet generelt bygget op omkring 4 retter: antipasti (snack), primi (forret), secondi (hovedret) og dulce (dessert). Oftest er portionerne rimelig store, og man kan som regel snildt nøjes med en antipasto og en primo eller secondo. Antipasti består typisk af lidt forskellige skinke, pølser, bøffelmælksmozzarella og/eller artiskok. Vi fik artiskok som en del af vores antipasto til næsten alle måltider på vores ferie i Rom, da artiskokkerne er i sæson i Rom lige for tiden – og de smager altså helt fantastisk!
Der er masser af friske grøntsager på Campo de’ Fiori
Madmarked på Campo de’ Fiori
Campo de’ Fiori er en hyggelig lille plads, der ligger en smule syd for Pantheon og den kendte plads Piazza Navona. Hver dag fra 7 til 13-14 er der madmarked på Campo de’ Fiori, hvor der er mulighed for at købe alt lige fra friske grøntsager til ost, pasta og olivenolie. Madmarkedet på Campo de’ Fiori er bestemt et besøg værd, og de fleste steder tilbyder at vakuumpakke ost, pølser o.l. for dig, så du kan tage det med hjem i kufferten. Vi købte bl.a. et ordentligt stykke parmesan og en lækker italiensk pølse med hjem til rimelig fordelagtige priser. Derudover ligger der både slagter og bager rundt om pladsen, og rimelig tæt på ligger Roscioli (som du kan læse mere om herunder), som bestemt også er et besøg værd.
Campo de’ Fiori
Piazza Campo de’ Fiori
Rom
Hjemmelavet ricotta på Roscioli
Roscioli
Roscioli er både en restaurant og delikatesseforretning med produkter af utrolig høj kvalitet. Vi kom forbi en halv time før de åbnede til frokost for at høre om de havde et bord til frokost og det lød til, at vi fik en af de sidste borde. Vi kom tilbage, da de havde åbnet op til frokost og fik plads nede i kælderen omringet af reoler fyldt med vin. Da vi havde læst at stedet skulle lave en fantastisk mozzarella og generelt have nogle fantastiske skinker, pølser, ost etc., så valgte vi at bestille en tallerken med deres hjemmelavede bøffelmælksmozzarella, som blev serveret med hhv. ansjoser og revet bottarga (saltet, modnet fiskerogn), en tallerken med blandet charcuteri og ost, og en salat med både rå og tilberedt artiskok. Hertil bestilte vi hver et glas hvidvin fra producenten Casal Pilozzo i Frascati (en lille by syd for Rom), som tjeneren anbefalede. Og det skulle vise sig af være en virkelig skøn vin, der fungerede glimrende til vores udvalg af ost og charcuteri. Mens vi ventede på maden fik vi serveret en lille portion hjemmelavet ricotta på bøffelmælk, som var enormt velsmagende.
Sublim hjemmelavet mozzarella og et udvalg af ost og charcuteri på Roscioli
Både mad, vin og service er i top på Roscioli. Det er et fantastisk sted, hvor både vin og råvarer er helt i top. Det er nemt at lade sig friste af alle lækkerierne på menukortet, og det kan også hurtigt gå hen og blive lidt dyrt alt efter, hvad man bestiller. Dertil skal det siges, at det var en af de få steder, hvor vi rent faktisk fik serveret godt og friskbagt brød. Vi bestilte en stor gang bøffelmælksmozzarella, en tallerken med charcuteri og ost, en artiskoksalat og 4 glas vin i alt og kom af med ca. €90, så det løber hurtigt op. Når det så er sagt, så er det bestemt også det værd. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale Roscioli!
Roscioli
via dei Giubbonari 21-22
Rom
www.salumeriaroscioli.com
Antipasti i form af parmaskinke og artiskok på Trattoria Etruria 39
Trattoria Etruria 39
Vi fik anbefalet Trattoria Etruria 39 af værten på vores Bed & Breakfast første dag i Rom. Det lå rimelig tæt på, hvor vi boede, så efter at have gået en lille tur i området fandt vi frem til Trattoria Etruria 39. Det er et ret lille sted, hvor bordene står meget tæt. Vi havde ikke bestilt bord, men var heldige at få et lille bord. Menuen står på italiensk på en tavle på væggen, så tjeneren hjalp os med at vælge, hvilke retter vi skulle have, da vi kan meget lidt italiensk.
Vi startede ud med lidt antipasti i form af en fantastisk parmaskinke, bøffelmælksmozzarella (hjemmelavet tror jeg) og Roman-style artiskok (tilberedt i olie med hvidløg, mynte og persille), hvilket var super lækkert! Herefter snuppede vi hhv. en carbonara og en amatriciana, og så var vi ellers også godt mætte. Der var to slags vin at vælge imellem (rød og hvid), og vinen kostede €4 for en halv liter og €8 for en hel liter. Vi snuppede den hvide, som var en italiensk Chardonnay, hvis ikke jeg husker helt forkert, og den smagte absolut fint.
Trattoria Etruria 39 er nok en af de mest autentiske steder vi besøgte på vores ferie i Rom, og maden var utrolig velsmagende. Er man på disse kanter, så kan jeg varmt anbefale dette sted!
Trattoria Etruria 39
Via Etruria 39
Rom
Der er masser af frisk frisk på Osteria Corte del Grillo
Osteria Corte del Grillo
Vi besøgte Osteria Corte del Grillo på vores anden dag i Rom, og vi havde egentlig bestilt bord hjemmefra via TripAdvisor, men de kunne ikke finde vores reservation – der var dog plads alligevel, så det gjorde ikke noget. Osteria Corte del Grillo er en fiskerestaurant, og det første man bliver mødt af, når man går ind, er alle de friske fisk og skaldyr, som de har fået ind samme dag, der ligger på is bag rude. Dét som stedet kan er fisk og skaldyr, og tjenerne er utrolig hjælpsomme med at udvælge ens måltid blandt dagens fangst, og hvordan den skal tilberedes. Vi endte med at vælge en havbars, som de anbefalede blev bagt hel i salt. Alle deres fisk koster €9 pr. 100g, og den havbars vi bestilte vejede 1kg, hvilket tjeneren kom og oplyste os om, inden fisken blev sendt ud i køkkenet. Til forret snuppede vi lidt blandet rå fisk og skaldyr i form af store friske sicilianske rejer, jomfruhummere og en tatar af havbars.
De rå skaldyr blev serveret på is med citron og en god flaske olivenolie, og det smagte virkelig godt! Især de sicilianske rejer var helt fantastiske og havde en utrolig intens sødme. Havbarsen som vi havde valgt til hovedret blev trancheret ved bordet og serveret med en lille grøn salat med god balsamico og samme flaske olivenolie, som vi havde til forretten. Fisken var perfekt tilberedt og utroligt velsmagende, men vi fortrød lidt, at vi ikke havde bestilt et ekstra tilbehør til fisken.
Med en pris på €9 pr. 100 g for fisken bliver det hurtigt en dyr fornøjelse, men både fisk og skaldyr er også så friskt som det kan være. Personligt synes jeg, at stedet er en smule for dyrt ift., hvad man får, og det er lidt som om, at de prøver at være finere, end de egentlig er. Der er ingen tvivl om, at deres fisk og skaldyr er fantastisk, men det er også rimelig dyrt, og jeg synes ikke, at man får ret meget for sine penge på Osteria Corte del Grillo.
Osteria Corte del Grillo
Salita del Grillo 6/b
Rom
Kalvesteg med artiskok og ærter på Velando
Velando
Efter en lang tur på vatikanmusset fandt vi frem til Velando, som ligger i Borgo-området tæt på Vatikanet. De serverer mad fra Lombardiet, som er en af de nordligste regioner i Italien. Vi snuppede en gang aubergine med basilikum til deling og to portioner kalvesteg med artiskok og ærter. Hertil et glas hvidvin fra Lombardiet. Betjeningen var utrolig venlig og hjælpsom, og både mad og vin var særdeles velsmagende.
Jeg mener, at vi kom af med ca. €60 for én antipasto til deling, to secondi og 2 glas velskænkede hvidvin. Velando er et sted som jeg meget gerne vil besøge til aften en anden god gang, og ud fra vores oplevelse med stedet kan jeg varmt anbefale Velando.
Velando
Borgo Vittorio 26
Rom
www.ristorantevelando.it
Super lækker Spaghetti Vongole på Checco Er Carettiere
Checco Er Carettiere di Porcelli Stefania
Checco Er Carettiere er en autentisk familieejet restaurant, der ligger i udkanten af Trastevere (tæt på Tiberen). Menuen og retterne skulle efter sigende ikke have ændret sig i flere generationer, og vinkortet er en rimelig tyk bog delt op i Italiens vinregioner. Med andre ord, så er der rigeligt at vælge imellem på vinfronten. Vi snuppede en flaske hvidvin fra Lazio og bestilte lidt antipasti, primi og secondi og måtte levne ca. halvdelen af vores primi, så der også var plads til vores secondi. Maiken fik bl.a. en vanvittigt velsmagende Spaghetti Vongole, og al maden var generelt rigtig god.
Udefra kan Checco Er Carettiere godt ligne en turistfælde med deres store vertikale neonskilt, men tag ikke fejl af dette, for Checco Er Carettiere er bestemt et besøg værd! Det er klassisk romersk køkken, når det er bedst, betjeningen er venlig og nede på jorden, men samtidig med et glimt i øjet og tjenerne er ikke blege for at joke lidt med gæsterne. Og så er vinkortet som sagt gigantisk. En varm anbefaling herfra!
Checco Er Carettiere di Porcelli Stefania
Via Benedetta 10
Rom
www.checcoercarettiere.it
Et udvalg af de retter vi fik på Stazione di Posta
Stazione di Posta
Vi havde hjemmefra besluttet os for at bestille bord på en Michelinrestaurant i Rom, og efter at have læst en del rundt omkring faldt valget på Stazione di Posta, som vi begge syntes lød ret interessant. Stazione di Posta ligger i Testaccio i et gammelt slagteri, og det er rimelig svært at finde – selv med hjælp fra Google, hvilket betød, at vi måtte ringe til restauranten og spørge om vej, hvorefter de gik os i møde og fulgte os hen til restauranten. Restauranten er meget moderne indrettet og fungerer både som restaurant og cocktailbar. Vi var de første gæster, da vi ankom ved kvart i otte-tiden (romerne spiser åbenbart virkelig sent), og startede derfor ud med en cocktail og lidt snacks. Vi blev senere vist hen til vores bord og blev introduceret til menuen. Man kunne vælge mellem en 3, 5 og 7-retters menu, og vi valgte begge en 7-retters menu bestemt af kokken med tilhørende drikkelse i form af vin og cocktails til €105 pr. mand, hvilket var noget billigere, end vi havde regnet med.
Det var generelt en lidt speciel oplevelse på Stazione di Posta, da vi selvfølgelig havde høje forventninger til stedet pga. deres Michelinstjerne. Få dage før vi tog til Rom fik vi en mail fra restauranten, som bekræftede vores reservation og samtidig oplyste om, at stedet havde fået ny køkkenchef, men derfor havde vi selvfølgelig stadig høje forventninger til stedet. Det er dog altid svært at vide, hvad den nye køkkenchefs ambitioner er osv.
Betjeningen på Stazione di Posta var professionel, utroligt venlig, men samtidig nede på jorden. Maden var generelt en blandet oplevelse. Det hele smagte godt, men der var ikke nogle af retterne, som slog benene væk under os, og køkkenet var generelt ikke helt så skarpt og konsistent, som vi havde forventet. Et par af retterne var rigtig gode (heriblandt en tomatrisotto med tørrede oliven og rå rejer fra Sicilien) mens andre retter var lidt kedelige omend de havde potentiale (f.eks. rød multe med lardo, ærter og stegt salat, som blev serveret lunken og manglede dybde i smagen). Der hvor Stazione di Posta var bedst var faktisk deres match af cocktails til maden. F.eks. fik vi serveret en cocktail på bl.a. tequila, nøddelikør og angostura bitters til en dessert med chokoladecreme, pære pocheret i en lidt krydret lage, bladsellerisorbet, kakaocrumble og marengs, hvor cocktailen komplementerede retten super godt! Derudover var match af mad og vin også rigtig godt, og vinene var generelt af ret høj kvalitet.
Som sagt, så var det en lidt blandet oplevelse på Stazione di Posta, hvilket nok primært bunder ud i vores forventninger til stedet. Maden var i hvert fald ikke på Michelinniveau, og der var alt for mange små detaljer, som man forventer er i orden på en Michelinrestaurant. Når det så er sagt, så synes jeg, at det var en god oplevelse og Stazione di Posta har bestemt potentiale. Dertil skal det også siges, at med en pris på €105 for 7 retter inkl. drikkevarer, så får man altså meget for sine penge. Uanset hvad, så kunne det i hvert fald være interessant at komme igen om noget tid, når den nye køkkenchef har fået bedre styr på tingene.
Stazione di Posta
Largo Dino Frisullo
Rom
www.stazionediposta.eu
En dejlig ferie i Rom
Som du nok kan høre på det hele, så havde vi en dejlig ferie i Rom. Det er en skøn by – især på denne årstid – og der er masser at komme efter på både mad-, vin- og kulturfronten. Vinen er generelt rimelig billig på restauranter i Rom (i forhold til, hvad vi er vant til i Danmark), og vi blev gang på gang overrasket over, hvor meget vin man fik for pengene på de forskellige restauranter. Vi nåede desværre ikke at tilbringe så meget tid i Trastevere, men der skulle være ret meget at komme efter på madfronten, så det er bestemt et område, der skal udforskes lidt nærmere næste gang, vi tager til Rom.
Hvad er dine yndlingssteder i Rom?