Surdejsboller - opskrift på koldhævede boller med surdej

Ret: Bagværk
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Hævning: 12 timer
Samlet tid: 30 minutter
Antal: 6 boller
Forfatter: Maiken Bundgaard

Ingredienser

Klargøring af surdej

  • 25 g hvedemel
  • 25 g fuldkornsmel
  • 50 g vand
  • 1 spsk. surdej

Surdejsboller

  • 200 g hvedemel
  • 50 g fuldkornsmel
  • 200 g vand
  • 50 g surdej
  • 1 lille klump gær på størrelse med en ært (kan udelades)
  • 5 g groft salt

Udstyr

Sådan gør du

Klargøring af surdej

  • Om morgenen (eller ca. 12 timer før, du ønsker at lave dejen) skal din surdej friskes op, så portionen bliver stor nok til at bage bollerne med. 
  • Bland hvedemel, fuldkornsmel, vand og 1 spsk. surdej godt sammen i en beholder, hvor der er plads til, at surdejen kan hæve til ca. dobbelt størrelse, og lad den stå på køkkenbordet. 
  • Efter ca. 12 timer er surdejen klar. Husk at gemme lidt af surdejen i en bøtte eller glas, som du kan arbejde videre med.

Surdejsboller - dagen før bagningen

  • Bland de to slags mel, surdej, gær og 175g vand godt sammen. 
  • Lad dejen hvile i 30 minutter. 
  • Tilsæt de sidste 25g vand og salt, og ælt dejen godt igennem på en røremaskine i ca. 10 minutter på lav hastighed og et par minutter på høj hastighed.
  • Kom dejen i køleskabet, og lad den koldhæve i 12-24 timer. Lad gerne dejen hæve et par timer på køkkenbordet, inden den sættes på køl.

Surdejsboller - formning og bagning

  • Drys lidt mel på bordpladen og vend forsigtigt dejen ud på bordet.
  • Hak dejen ud i seks stykker (undgå at hive for meget i den). 
  • Bollerne skal nu formes og strammes op. Dette gøres nemmest ved hjælp af en metalspartel. Skub spartlen ind under et stykke bolledej og vend det på hovedet, så bollen kommer væk fra resten af dejen. 
  • Stram nu bollen op ved at skubbe spartlen ind under bollen, mens du drejer/trækker den ca. halvt rundt om bollen (se billedet i indlægget). På den måde bliver bollen rund. Gør dette et par gange, og placer så forsigtigt bollen på en bageplade beklædt med papir. 
  • Alternativt kan man blot folde dejen ind over sig selv og forsigtigt lægge den over på bagepladen. Dette vil give nogle lidt mere rustikke boller.
  • Bag bollerne ved 250 grader i ca. 15 minutter.