Hjemmelavet gnocchi med ramsløgspesto

Vær opmærksom på, at det lige kræver lidt øvelse at arbejde med dejen og ramme den rigtige konsistens. Og dejen må endelige ikke blive overarbejdet.
Ret: Hovedret
Køkken: Italiensk
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 2 timer
Samlet tid: 2 timer 30 minutter
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 500 g bagekartofler
  • 1 æggeblomme
  • 10 g parmesan
  • 1 tsk. salt
  • 75-100 g hvedemel
  • Muskatnød
  • 2-3 spsk. ramsløgspesto
  • Et par skiver tørsaltet bacon

Sådan gør du

  • Bag kartoflerne i 1-1,5 time, indtil de er helt møre.
  • Lad dem køle lidt inden du halverer dem og skraber kødet ud af dem.
  • Mos kødet igennem en sigte eller brug en kartoffelmoser.
  • Tilsæt æggeblomme, parmesan, et par riv muskatnød, salt og ca. 75g mel. Rør det forsigtigt sammen (dejen skal ikke æltes), og tilsæt evt. lidt mere mel, hvis du vurderer, at der er brug for det. Den præcise mængde mel kan godt variere lidt, så tilsæt det lidt af gangen.
  • Kom dejen ud på bordet og saml den med hænderne. 
  • Drys evt. lidt mel på bordet og rul forsigtigt dejen ud til en tyk pølse.
  • Del dejen op i mindre stykker, rul hvert stykke ud til en pølse på tykkelse med en finger og skær ca. 2-3 cm stykker af dejen. Tril evt. mod en gaffel, så de får riller. Læg gnocchierne på et meldrysset bord eller viskestykke.
  • Skær baconen ud i små tern og steg dem på en pande, hvor der også er plads til gnocchierne når de er kogt.
  • Kog gnocchierne i en stor gryde med godt saltet vand. Kog dem af et par omgange. De er færdige, når de kommer op til overfladen. Tag ca. 1 dl af kogevandet fra.
  • Kom de kogte gnocchier over på panden med bacon sammen med ramsløgspesto.
  • Vend det hele forsigtigt sammen og tilsæt evt. lidt af kogevandet. Smag til med salt, peber og olivenolie.

Noter

Server de kogte gnocchi med ramsløgspesto, hæld et lille skvæt god olivenolie på og riv godt med parmesan over.