Gateau Marcel

Gâteau Marcel - opskrift på den bedste chokoladekage

En Gâteau Marcel er ikke særlig svær at lave, men man skal huske at være opmærksom på, at den skal laves dagen før, så den har tid til at sætte sig i køleskabet natten over. Der skal bruges en springform på 24-26 cm i diameter og kagen passer som dessert til ca. 8-10 personer.
Ret: Dessert
Køkken: Fransk
Antal: 10
Forfatter: Maiken Bundgaard

Ingredienser

  • 1 vaniljestang
  • 200 g sukker
  • 250 g mørk chokolade (f.eks. Valrhona Caraïbe 66%)
  • 200 g smør
  • 210 g pasteuriserede æggehvider
  • 140 g pasteuriserede æggeblommer
  • 2 spsk. hvedemel
  • Lidt smagsneutral olie til formen
  • Lidt kakaopulver til drys (f.eks. Valrhona kakaopulver)
  • Forberedes dagen i forvejen

Sådan gør du

  • Start med at pensle en springform med lidt smagsneutral olie. Herefter skal formen fores med bagepapir. Klip en cirkel bagepapir til bunden og én lang strimmel til siden – på denne måde undgår man folder.
  • Hak chokoladen og smelt den i en lille gryde sammen med smørret ved meget lav varme.
  • Tag det af varmen så snart, at det er smeltet.
  • Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud. For at skille kornene ad kan du mase dem sammen med en smule af sukkeret.
  • Sukker, vanilje og alle æggene (det vil sige både de pasteuriserede æggehvider og de pasteuriserede æggeblommer) piskes i en skål til en tyk æggesnaps.
  • Chokoladesmørret vendes forsigtigt sammen med den tykke æggesnaps i skålen.
  • Nu skal du dele dejen i to.
  • I den ene del af dejen sigtes 2 spsk. hvedemel i og vendes forsigtigt med.
  • Fyld denne dej ned i den forede springform som bages ved 165 grader i ca. 30-35 minutter.
  • Lad bunden blive i formen og afkøl den kort i fryseren.
  • Herefter fyldes den anden halvdel af ”dejen” ovenpå den afkølede bund.
  • Dæk din Gâteau Marcel til og stil den i køleskabet til næste dag.

Noter

Tag gerne din Gâteau Marcel ud af køleskabet 30-60 min. før den skal serveres.