Salat med asparges, skinke, nye kartofler og pocheret æg

Mængderne af de forskellige ingredienser er ikke så vigtige og kan justeres alt efter, hvad der er i køleskabet, hvor sulten man er osv. Opskriften på hjemmelavet ramsløgsmayonnaise finder du her, og ellers kan man også godt bruge en god købt variant og røre den op med hakkede ramsløg og evt. lidt ekstra sennep.
Ret: Salat
Køkken: Nordisk
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • En håndfuld nye danske kartofler
  • 6 hvide asparges
  • 1 bundt radiser
  • Et par blade sprød salat
  • 2 æg
  • 2-4 skiver parmaskinke
  • 1 lille portion ramsløgsmayonnaise
  • 1 bakke karse (eller anden krydderurt)

Sådan gør du

  • Vask kartoflerne og kom dem i en gryde dækket med vand. Kom godt med salt i vandet og evt. lidt urter. 
  • Skræl de hvide asparges og skær de nederste 1-2 cm. af. Gem gerne aspargesskræller og -ender til olier, eddiker, fonder, supper o.l.
  • Vask radiserne og salaten, skær det i mindre stykker og sæt det til side indtil anretning.
  • Sæt en grydefuld letsaltet vand over til at pochere æggene i. Tilsæt også gerne et skvæt eddike til vandet.
  • Tænd for gryden med kartofler og kog dem i 5-7 min. afhængig af størrelse. Tag gryden af varmen og lad dem trække yderligere 5-10 min. indtil de er møre.
  • Kom de hvide asparges op til kartoflerne, når du tager dem af varmen. Tag dem op igen efter ca. 3-5 min. når de er møre, men stadig har bid.
  • Når vandet til æggene er lige omkring kogepunktet er det klart til at pochere æg, og her er det vigtigt at bruge så friske æg som muligt. Og så er det klart nemmest at pochere ét æg af gangen.
  • Slå æggene ud enkeltvis i en skåle, kopper e.l. Kom forsigtigt et udslået æg op i vandet, der er lige omkring kogepunktet. Brug f.eks. en ske til at "styre" strømmen i vandet for at "skubbe" lidt til ægget, hvis hviden ikke samler sig helt om blommen. Brug en hulske til forsigtigt at fiske ægget op og mærk på det for at vurdere om det er færdigt. Det skal have ca. 3-5 min. afhængig af størrelse, vandets temperatur osv., så mærk dig frem.
  • Er du ikke lige i humør til at pochere æg, så kan man også vælge den nemme løsning og pakke ægget ind i et stykke husholdningsfilm, der kan tåle varmen, som er smurt med lidt olie. Så binder man bare den lille pakke sammen med et stykke snor og pocherer de små poser med æg i ca. 4-6 min. Og ellers kan man selvfølgelig også bare koge et par æg til de er smilende.
  • Skær evt. asparges og kartofler ud i mindre stykker inden anretning.
  • Fordel et par gode klatter ramsløgsmayonnaise på en tallerken og anret salat og radiser oven på. Riv skinken i mindre stykker og fordel den udover. Kom asparges og kartofler på tallerkenen og anret det pocherede æg oven på. Krydr med salt og kom masser af karse udover.