Paprikagryde med svinekød og champignoner

Har du en rød peberfrugt eller to liggende i køleskabet, tager retten ikke skade at det. Derudover står det dig selvfølgelig frit for at tilsætte både bacon og cocktailpølser, hvis du skulle være i humør til det.
Ret: Hovedret
Køkken: Dansk
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 1 time
Samlet tid: 1 time 20 minutter
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 400-500 g nakkefilet/nakkekoteletter
  • 200-300 g champignoner
  • 2 løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 2-3 gulerødder
  • Et skvæt balsamico
  • 2 spsk. tomatpure
  • 1-2 tsk. sød paprika
  • 1-2 tsk. stærk paprika
  • ½-1 tsk. røget paprika eller chipotle, kan udelades
  • 2,5 dl hønsefond
  • 1 dl creme fraiche, 18%
  • 1-2 spsk. hvedemel

Sådan gør du

  • Skær kødet ud i mundrette stykker, og skær evt. store stykker fedt fra.
  • Rens champignonerne, og skær dem ud i mindre stykker.
  • Snit løg, hvidløg og gulerødder fint.
  • Steg kødet godt af (gerne af et par omgange) i en tykbundet gryde ved jævn varme. Sørg for at kødet tager farve.
  • Tag kødet op af gryden og sæt det til side, mens du steger champignonerne af.
  • Tilsæt løg, hvidløg og gulerødder, og lad dem stege med, indtil løgene begynder at blive blanke.
  • Skru ned på middel varme og hæld et skvæt balsamico i gryden. Lad det koge næsten helt ind.
  • Tilsæt tomatpure og kom kødet tilbage i gryden. Lad tomatpuréen stege med lidt.
  • Tilsæt de to slags paprika og evt. røget paprika/chipotle og rør det hele godt sammen.
  • Hæld hønsefonden ved og lad det koge op.
  • Læg låg på, skru ned for varmen og lad det hele simre i ca. 30 min.
  • Når det har simret i en halv times tid, røres melet ud i creme fraichen, hvorefter det røres ud i gryden.
  • Lad det simre yderligere 5-10 min., og smag derefter til med salt og peber.

Noter

Server med kartoffelmos (evt. med lidt friskhakkede krydderurter i), kogte ris eller bare en god gang hjemmelavede pommes frites.