Kylling i cider- og sennepssauce - opskrift på braiseret kylling

Ret: Hovedret
Køkken: Fransk
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 1 time 30 minutter
Samlet tid: 1 time 45 minutter
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 2 kyllingelår
  • Et par kviste timian
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • ½ æble
  • ½ øko. citron
  • 1 skive bacon, ventreche eller panchetta i fine tern (kan udelades)
  • 1 spsk. mel
  • 2,5 dl fransk æblecider
  • 1 dl fløde
  • Dijonsennep

Sådan gør du

  • Brun kyllingelårene af i en sauterpande i en blanding af olie og smør. Kom gerne et par kviste timian ved.
  • Pil løget og skær det groft ud, f.eks. i kvarte. Pil hvidløgene og kom dem op til kyllingelårene sammen med det udskårne løg.
  • Skær ligeledes æblet groft ud og kom det op til kyllingelårene sammen med en halv øko citron. Tilsæt også bacon skåret i tern.
  • Når kyllingelårene er brunet godt af, drysses 1 spsk. mel over.
  • Tilsæt æblecider, læg låget på og sæt sauterpanden i en 150 grader varm ovn i 1 times tid.
  • Når kyllingelårene er færdige tages sauterpanden ud af ovnen. Sæt ovnen på grill og skru op på 200 grader. Kom lårene over i et ildfast fad, læg gerne et par klatter smør på og sæt dem tilbage i ovnen. Og husk at hold øje med dem. 
  • Tag kyllingelårene ud af ovnen, når de har fået lidt farve og lad dem gerne hvile 5 min. inden servering.
  • Imens lårene er i ovnen gøres saucen færdig. Tag den halve citron og timian op af sauterpanden, tilsæt fløde og blend saucen med en stavblender.
  • Kog saucen op og smag til med dijonsennep (den kan godt tage et par skefulde). Smag til sidst til med salt, peber og evt. citronsaft.

Noter

Jeg serverede de braiserede kyllingelår med en god smørholdig kartoffelmos og lidt blancheret grønkål. Er det sommer, så kan du f.eks. servere kogte nye danske kartofler og grillet spidskål til. Skulle der være kyllingekød til overs, så kan det med fordel gemmes til en gang hjemmelavet kyllingesalat.