Oksehaleragout - opskrift på langtidsstegte oksehaler

Ret: Hovedret
Køkken: Fransk
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

Oksehaleragout

  • 2 kg oksehaler
  • 1 flaske rødvin
  • 0,5 l vand
  • 2 l store øg
  • 4-6 fed hvidløg
  • 3-4 gulerødder
  • 1-2 pastinakker
  • 1 porretop
  • 4 laurbærblade
  • Et par kviste timian og evt. et par persillestilke
  • 2 stjerneanis
  • 1 lille dåse tomatkoncentrat
  • 2 spsk. mel

Polenta

  • 200 g polenta
  • 1 liter vand
  • 100 g god lagret parmesan
  • 100 g koldt smør i tern

Sådan gør du

Oksehaleragout

  • Er du ude i god tid, så lad endelig halestykkerne marinere i rødvinen et døgns tid i forvejen.
  • Ordn grøntsagerne, snit løg og hvidløg fint og skær gulerødder og pastinakker i grove stykker.
  • Skyld porretoppen godt for jord og lav en lille krydderbuket af porretop, laurbærblade, timian og persillestilke.
  • Brun halestykkerne godt af i lidt olie i en stor varm gryde.
  • Tag oksehalestykkerne op af gryden og sauter derefter løg/hvidløg (evt. med lidt smør). Tilsæt 1/2-1 dl. af rødvinen og lad det koge et par minutter.
  • Kom gulerødder og pastinak i sammen med stjerneanis og tomatkoncentrat, læg oksehaler tilbage i gryden, drys mel udover og lad det suge lidt af fedtet.
  • Hæld resten af rødvinen på sammen med vandet og tilsæt krydderbuketten.
  • Kog hele herligheden op og sæt gryden i en 125-150 grader varm ovn i min. 3 timer.
  • Tag krydderbuketten op af gryden og kasser den. Tag halerne forsigtigt op og skum det meste fedt af (dette kan evt. gemmes og bruges til at stege kartofler i). Smag ragout’en til med salt og peber og kom halerne tilbage i gryden.

Polenta

  • Kog 1 liter letsaltet vand op i en gryde. Skru ned på laveste blus så snart det koger og tilsæt polentaen mens der piskes.
  • Læg låg på og lad polentaen stå og simre under låg på laveste blus i ca. 1 time. Rør et par gange i det undervejs så polentaen ikke brænder fast i bunden.
  • Efter ca. 1 time tilsættes ost og smør, som røres ud i polentaen, så den får en dejlig cremet konsistens. Smag til med salt og peber.

Noter

Server oksehaleragouten i din fineste støbejernsgryde med polenta, kartoffelmos, eller bare lidt godt brød og en salat. Skulle der være oksehale tilovers, så kan du med fordel bruge resterne i en gang bløde tacos med braiserede oksehaler dagen efter.