Rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids

Opskriften herunder er til ca. 4 personer, men både rabarberkompot og honningristet havregryn og mandler kan man sagtens lave i større portioner og f.eks. bruge til morgenmad osv.
Ret: Dessert
Køkken: Nordisk
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

Rabarberkompot

  • 300 g rabarber
  • 100 g sukker
  • 1 stor vaniljestang

Rabarbertrifli

  • Rabarberkompot
  • 2,5 dl piskefløde
  • 100 g god hvid chokolade, f.eks. Valrhona Ivoire
  • 30 g havregryn
  • 30 g mandler
  • En lille klat smør
  • 1 tsk. honning
  • En lille smule Johan Bülows Raw Liquorice Powder

Sådan gør du

Rabarberkompot

  • Vask rabarberne og skær så lidt som muligt af bunden, da det hvide i bunden er fyldt med smag.
  • Skær dem i 1-2 cm. stykker og kom dem i en gryde sammen med sukkeret.
  • Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem op i gryden sammen med den tomme stang.
  • Kog rabarberne op (sukkeret skal nok trække væske ud af rabarberne, så det er ikke nødvendigt at tilsætte vand), og lad dem simre i 5-10 min.
  • Smag til med mere sukker, hvis det er nødvendigt.

Rabarbertrifli

  • Hak mandlerne groft og smelt en lille klat smør på en pande. Lad smørret brune og tilsæt så honning, hakkede mandler og havregryn.
  • Rist mandler og havregryn til det er gyldent, og hæld det ud på et stykke bagepapir, hvor det kan køle af.
  • Tag fløden ud af køleskabet i god tid, så du undgår, at det klumper når flødeskum og smeltet hvid chokolade vendes sammen.
  • Pisk fløden til en letpisket flødeskum.
  • Hak den hvide chokolade groft og smelt den over vandbad, og ta’ den af varmen når den er smeltet.
  • Vend forsigtigt den smeltede chokolade sammen med den tempererede flødeskum og sæt det til side.
  • Så skal rabarbertriflien bare samles: rabarberkompot i bunden, letpisket flødeskum med hvid chokolade ovenpå, drys med lakridspulver og kom honningristet mandler og havregryn på toppen.
  • Pynt evt. med lidt sødskærm (også kaldet spansk kørvel), og nyd en dejlig sommerdessert i solen.