Weekendsmagning hos Cadenhead’s Whisky Shop Odense

Udgivet af den 14. februar, 2013 i Smagninger


Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

Udover at være glad for et godt glas vin eller en go’ øl nyder jeg også en dram i ny og næ, og disse kommer i mange forskellige afstøbninger. Jeg er især glad for en go’ skotsk whisky, som også kommer i et hav af varianter. Når det så er sagt, så nyder jeg det meste, hvad enten det er rom, grappa, calvados, snaps, etc. så længe, at det er af god kvalitet og smager godt. I denne omgang skal det dog handle om whisky.

Om skotsk whisky generelt

I bund og grund er whisky bare øl, som er destilleret i store kobberkedler, hvorefter det er lagret på store egetræsfade (altså tønder). For at man må kalde en det for Scotch Whisky skal følgende punkter bl.a. overholdes:

  • Den skal være lageret i mindst 3 år på egetræsfade på max. 700 liter.
  • Der må ikke være andre tilsætningsstoffer end karamel (E150A).
  • Alkoholprocenten skal være på min. 40%.

Derudover er skotsk whisky officielt inddelt i 5 regioner, som hver især har deres kendetegn (f.eks. er Islay kendt for deres røgede whisky):

  • Lowland
  • Speyside
  • Highland
  • Campbeltown
  • Islay

Man skildrer mellem single malt og blended whisky. Single malt er udelukkende er lavet på malt fra byg og vand på ét destilleri og destilleret i såkaldte pot stills, som er store kobberkedler – det er typisk det Skotland er kendt for. Ligeledes findes der også blended whisky, som er blandede whiskyer (deraf navnet) bestående af både malt whisky (min. 51%) og grain whisky. Grain whisky er typisk lavet på hvede, byg og/eller majs. Forøvrigt er grain whisky, som er lavet på majs, bedre kendt under navnet bourbon, og er i så fald fra U.S.A.

Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

 

Om Cadenhead’s

Udover alle de masseproducerede whiskyer findes der også whiskyer fra uafhængige aftappere som f.eks. Cadenhead’s, der er etableret i 1842 og dermed Skotlands ældste af sin slags. Uafhængige aftappere køber fade hos de forskellige destillerier og tapper enkelte fade på flasker i modsætning til destillerierne, som blander en masse fade af den samme whisky sammen for at opnå så ensartet et resultat som muligt, hver gang der tappes whisky på flasker. Dette gør de uafhængige aftapninger til unikke produkter, som derfor kun findes i et begrænset omfang. Som regel tapper man et sted mellem 200-500 flasker fra et fad. Det endelige antal flasker afhænger bl.a. af fadets størrelse og mængden af whisky, som er fordampet over årene.

Cadenhead’s aftapninger er altid cask strength (altså fadstyrke), hvilket vil sige, at whiskyen ikke er nedvandet til 40%-46%, som ofte er tilfældet med masseproduceret whisky – derudover er whiskyen hverken tilsat karamel eller koldfiltreret. Da alkohol binder aroma og smag, er det efter min mening et tegn på kvalitet, at en whisky er cask strength –  derudover har man selv mulighed for at nedvande whiskyen til en passende styrke. Generelt set har de fleste whiskyer godt af et par dråber vand (nogle mere end andre), da det udover at mindske alkoholprocenten også gør, at whiskyen åbner sig mere op og ændrer karakter. Dette er dog meget forskelligt fra whisky til whisky ligesom, at det er en smagssag, hvor meget vand man synes, at whiskyen har brug for.

Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

Cadenhead’s køber også fade med anden spiritus, som f.eks. rom og cognac, så det er derfor også muligt at købe Cadenhead’s aftapninger af andet end whisky. Selvom Cadenhead’s primært forhandler whisky idag, var de faktisk oprindeligt en uafhængig aftapper af rom.

I Odense er vi så privilegerede at have en af Danmarks kun to Cadenhead’s Whisky Shops liggende midt i centrum. I de sidste mange år har forretningen ligget i nogle ret små lokaler inde i centrum, men 1. november sidste år flyttede forretningen til nogle større lokaler i den anden ende af gågaden. Den anden Cadenhead’s forretning ligger i silkegade i København, og begge butikker er ejet af Kiss og Angus King. I Odense står Kiss for den daglige drift af butikken.

I den nye forretning i Odense har de pga. de store nye lokaler haft mulighed for at sætte reoler fyldt med whisky op langs væggene, hvilket giver meget bedre mulighed for at rende rundt og kigge (og blive fristet) – derudover ser det bare rigtig godt ud. Ligeledes har de nye lokaler givet mulighed for, at de kan afholde smagninger med plads til 35 mennesker i kælderen i stedet for at skulle afholde disse andetsteds.

Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

Udover whisky og rom forhandler Cadenhead’s i Odense også en masse andre lækre produkter. Som du kan se på nogle af billederne har de f.eks. et stort udvalg af den fantastiske italienske chokolade fra Amedei, der er blevet kåret til verdens bedste chokolade. Derudover finder man også et lille udvalg af bl.a. te, cider, skotsk øl, cigarer og andre lækre varer af høj kvalitet.

Weekendsmagning

For nylig blev der lanceret et nyt koncept i Cadenhead’s butikkerne: en såkaldt walk-in-/weekendsmagning. Hver uge bliver der udvalgt 3 forskellige whiskyer og 3 forskellige rom, som man kan komme ind og smage for en flad 50’er (50,- for 3x 1 cl). Som du kan se på billedet lidt længere nede, bliver ugens udvalgte whiskyer/rom skrevet på en tavle (som i det her tilfælde er en søjle mit i butikken) og annonceret på deres facebook side. Så har man mulighed for at komme ind og få sig en lille minismagning torsdag (fra kl. 16), fredag og lørdag (til kl. 16).

Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

Midt i butikken i Odense står der et rundt bord med en håndfuld lækre lænestole omkring, hvor man kan sidde og nyde sin minismagning. Personligt synes jeg, at konceptet med de her weekendsmagninger er genialt! Det er en rigtig fin (og billig) måde at smage lidt nyt og forskelligt, hvad enten man er til rom eller whisky. Har man aldrig smagt god single malt whisky eller rom før, så er det også en glimrende måde at prøve det på – servicen er i top, og ekspedienterne hjælper og fortæller gerne alt, hvad du vil vide, lige fra “hvordan drikker man whisky” til “hvordan fungerer bottlings” (aftapning af whisky på flasker).

Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

De sidste par weekender har jeg været inde og smage lidt whisky, og første gang jeg var inde og få en minismagning, smagte jeg de tre whiskyer, som står på billedet ovenfor. Det var en fredag eftermiddag, hvor der sad fire andre og smagte lidt whisky omkring det runde bord. Jeg joinede dem og fik mine tre whiskyer.

 

Auchentoshan 12 år, 58,7%

Den første af de tre whiskyer var denne 12 års Lowland whisky. Grundet den høje alkoholprocent duftede den i første omgang ret sprittet og samtidig lidt krydret, men efter lidt tid og vand synes jeg, at den fik en ret blød og nærmest sødlig duft med masser af frugt. I modsætning til førstehåndsindtrykket havde den fået en ret mild duft.

Da jeg smagte den var mit første indtryk, at den var rimelig “lukket” i smagen. Efter lidt vand åbnede den sig mere op, og med tiden blev smagen mere rund og balanceret. Det første jeg lægger mærke til er en let krydret og frugtig smag. En let sødme er også at finde i smagen, hvilket er med til at give en lækker og rund smag.

En lækker og ukompliceret whisky, der efter min mening skal ha’ lidt tid og vand.

Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

 

Tomatin 17 år, 51,4%

Den anden whisky jeg smagte var en Highland whisky, der har ligget på sherryfad, hvilket har givet whiskyen en flot og gylden farve. På trods af de 51% synes jeg ikke, at duften var ret sprittet… tværtimod. Det første jeg tænkte på, da jeg stak næsen ned i den, var sød sherry (og ikke whisky). Efter whiskyen havde stået ca. 10 min. og fået lidt vand, blev den mere balanceret (og mindre sød) i det, og jeg begyndte at kunne ane lidt noter af mørke modne bær.

Første gang jeg smagte på den, var den meget sød og sprittet, men efter, at den havde stået lidt og fået vand, åbnede den sig, og den begyndte at få lidt svage salte noter i smagen. Den havde dog stadig den karakteristiske sødme fra sherryfadet, men det salte modspil gav en mere balanceret smag. Dette synes jeg gjorde, at whiskyen fik et let “friskt” udtryk, på trods af det sødmefulde førstehåndsindtryk jeg havde fået.

Igen en ikke alt for kompliceret whisky, der efter lidt tid og vand bliver rigtig lækker.

Weekendsmagning hos Cadenhead's Whisky Shop

 

Longrow Peated, 46%

Den sidste i rækken er en Longrow Peated, som er en standardaftapning fra Springbank Distillery i Campbeltown (altså ikke en Cadenhead’s aftapning som de to andre). Mit første indtryk, da jeg dufter til den, er røg og salt! Efter whiskyen har stået i ca. 10-15 min. bliver den mere rund og i det og får en mere afbalanceret duft af røg og hav. Til forskel fra de to andre whiskyer synes jeg ikke, at denne whisky havde brug for vand.

Min første tanke, da jeg smager whiskyen, er røg! Det er dog en ganske blid og behagelig røg denne whisky har. Røgen understøttes af en let frugtig sødme, som giver whiskyen et flot udtryk – især af en “billig” standardaftapning at være. Sammen med den let sødmefulde røg kunne jeg også ane noter af hvid peber, hvilket gav whiskyen et let krydret twist.

Alt i alt synes jeg, at det var en rigtig lækker whisky, som har en fin balance mellem røg, salt og sødme.

Efter en hyggelig lille times tid i Cadenhead’s butikken, havde jeg smagt tre vidt forskellige whiskyer fra tre forskellige dele af Skotland. Som tidligere nævnt i indlægget synes jeg, at dette er en rigtig fin måde at smage lidt forskelligt og nyt på, og det er klart noget, der kan anbefales. Cadenhead’s butikken i Odense er helt sikkert et besøg værd, uanset om du er til whisky, rom, gin eller noget helt fjerde. Cadenhead’s butikken i København ligger i et lille kælderlokale i silkegade, og den er ikke nær så stor som den i Odense, men det gør hverken servicen dårligere eller udvalget (af whisky og rom) mindre.

 

Er du til whisky eller rom? Eller noget helt tredje?

Cadenhead’s Whisky Shop
Kongensgade 69F
5000 Odense C
cadenheads.dk

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.