Syltede grønne tomater med vanilje

Udgivet af den 20. august, 2017 i Tilbehør


Syltede grønne tomater med vanilje

I går, da jeg var på torvet i Odense, købte jeg en posefuld grønne tomater, som jeg derefter tog hjem og syltede nogle af. I min familie har vi aldrig haft tradition for at lave eller spise syltede grønne tomater, men jeg har altid hørt godt om det, så da jeg gik forbi en stor kasse flotte grønne tomater på torvet kunne jeg ikke modstå fristelsen.

Torvedag og syltetid

Maiken og jeg tager næsten altid på torvet om lørdagen for at købe grøntsager, ost, fisk o.l. til den kommende uge. Det er bare lidt mere inspirerende end en tur i det lokale supermarked, og så kan man også handle direkte med de lokale grøntsagsavlere, der sælger en masse friske og skønne grøntsager, der er i sæson lige nu.

Læs også: Opskrift på syltede rødløg med rosmarin

Udover de grønne tomater købte jeg bl.a. en stor portion drueagurker, som jeg netop lige har tryllet om til fire store glas syltede drueagurker med krondild. Det er nemlig ved at være tid til at komme sommeren på glas, så vi har til det næste års tid.

Syltede grønne tomater til simremad

De grønne tomater blev delt i to portioner, hvor den ene portion gik til en omgang krydret relish (eller chutney om man vil), og resten blev syltet i en sød syltelage med vanilje. De tomaterne skal lige have lov at stå 1-2 uger, før de er helt klart, men jeg har allerede prøvesmagt dem i dag, og det lover altså ret godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at spise dem til f.eks. langtidsstegt lammekølle, braiseret nakkefilet og diverse gryderetter og simreretter.

Syltede grønne tomater med vanilje

Opskriften passer ca. til et sylteglas på 3/4 liter. Jeg valgte at holde krydringen til vanilje og kanel, men man kan selvfølgelig krydre de syltede tomater helt, som man ønsker. Jeg synes dog, at vanilje er obligatorisk, men derudover kan man eksperimentere med f.eks. kardemomme, stjerneanis o.l.
4,48 fra 19 stemmer
Udskriv Pin Rate
Ret: Tilbehør
Køkken: Nordisk
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Samlet tid: 30 minutter
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 1 sylteglas på 3/4 liter
  • 500 g grønne tomater
  • 300 g sukker
  • 1,5 dl eddike
  • 1,5 dl vand
  • 1 stang vanilje
  • 1 stang kanel

Sådan gør du

  • Skold sylteglasset med kogende vand og skyl det evt. med vodka e.l.
  • Ønsker du at sylte tomaterne hele (hvis du f.eks. bruger små cherrytomater e.l.), så skal de prikkes et par gange med en gaffel eller kødnål, så syltelagen kan trænge ind i tomaterne. Bruger du en lidt større sort, som jeg gjorde, så skal tomaterne bare skæres i halve eller kvarte.
  • Kom sukker, eddike og vand i en gryde og kog op. Flæk vaniljestangen og kom den op i gryden sammen med kanelstangen og evt. andre krydderier.
  • Når sukkeret er smeltet og lagen koger, kommes tomaterne op i. Lad dem koge i 5-10 min. afhængig af, hvor bløde du ønsker dem.
  • Fisk forsigtigt tomaterne op med en hulske og kom dem over i det skoldede sylteglas.
  • Hæld den kogende syltelage over og luk glasset til med det samme.
  • Lad de syltede grønne tomater trække 1-2 uger før de tages i brug.

Noter

Opbevar de syltede grønne tomater mørk og køligt, gerne i køleskabet. Uåbnet vil jeg mene, at de snildt kan holde sig et halvt til et helt år.
Spis dem til gryderetter, frikadeller, stegt kød, simremad o.l.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

33 Kommentarer

  1. Fantastisk opskrift. Jeg har godt nok tyvestartet og smagt en lille tomat. Jeg ved godt den skulle stå lidt. Men måtte lige smage og den er godkendt. Meget god smagskombination med kanel og vanilje. Jeg har aldrig lavet syltede grønne tomater før. De tomater vi har brugt er fra vores egen drivhus . Ribstomater og jordbærtomater og pæretomater. Vil helt sikkert gentage det. =)

    • Mange tak Tanja! Er glad for at høre, at opskriften kan bruges 🙂

  2. Hejsa
    Første gang jeg prøver kræfter med syltet tomater.
    Skal kanelstangen med ned i glaset eller?

    Mvh. Marie

    • Hej Marie,

      Det bestemmer du sådan set selv – det kommer an på, hvor meget smag du ønsker fra kanelstangen. Personligt smider jeg altid krydderier med ned i glassene, så det kan få lov at trække med og afgive smag 🙂

  3. Syltede grønne tomater er perfekt til boller i karry med ris.
    Og, – når tomaterne er spist, – så er lagen stadig rigtig god oven på boller i karry med ris.

    • Tak for tippet Carsten! Det vil jeg huske næste gang, der er boller i karry på menuen 🙂

  4. Hej Martin.
    Kan man bruge vaniliekorn på dåse i steder for?

    • Hej Janie,

      Jeg vil nok foretrække at bruge hel vanilje, da selve vaniljestangen også bidrager med smag, men ellers er det da et forsøg værd med vaniljekorn på dåse 🙂

  5. Hej Martin.
    Når nu man glemte at købe eddike da man var ude at handle, kan man så bruge Æblecidereddike?? Eller hvilken eddike vil du anbefale at jeg får købt i morgen 😅

    • Hej Luise,
      Du kan sagtens bruge andre eddiker som f.eks. æblecidereddike, men da sødmeniveauet varierer alt efter hvilken eddike du bruger, så kan det godt være, at du skal justere sukkermængden lidt (smag dig frem). Æblecidereddike plejer dog at være rimelig syrlig, så opskriften vil nok stadig være fin med din cidereddike 😊 og ellers plejer jeg at bruge almindelig økologisk lagereddike.

  6. Hej Martin,

    Hold. Nu. Fest! Tyvstartede lige med en enkelt tomat, inden de kom på glas – himmelsk! Har aldrig smagt syltede grønne tomater før. Men to af vores tomatplanter knækkede forleden, så jeg høstede de stakkels, grønne tomater og tænkte, jeg måtte kunne finde noget, de kunne bruges til. Og faldt over din opskrift 🙂 2 1/2 kg tomater, og kun en halv time senere var de alle på glas. Supernemt.

    Spørgsmål: Selvom glassene er fyldt til randen, har jeg stadig en del lage tilbage (ca. 1 liter). Kan den bruges til andet? Jeg fyldte den straks på rene patentglas, just in case. Har du en genial idé?

    • Det var da skønt at høre! De smager nemlig helt fantastisk 🙂

      Det ene år havde jeg også alt for meget lage, som jeg valgte at hælde over en gang halverede blommer. Det blev også rigtig godt, så det kunne du evt. prøve 🙂

    • Lagen er god fx at tilsætte gryderetter og lignende, giver lidt ekstra smag.

      • Det kunne jeg godt forestille mig. Tak for tippet Camilla 🙂

  7. Har lige lavet opskriften , dog med lidt honning i , Hold da op , tak for opskriften , smager vidunderligt

  8. Vil man kunne gøre det samme med røde tomater??

    • Det er et forsøg værd, men jeg skal ikke kunne sige hvordan resultatet bliver, da der er noget mere sødme i modne tomater.

  9. Hej

    Nogen der har en idé om hvor mange kardemomme kerner der skal i denne opskrift (i stedet for kanel) ?

    • Hej Bo,

      Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg ville nok ikke komme mere end 1-3 kardemommekapsler i, da det hurtigt kan komme til at smage af for meget. Det kommer selvfølgelig også an på, hvor meget kardemommen smager af. Det kan variere en del.

  10. Har lige prøvet opskriften tilsat 1/2 hakket chili. Spændt på at smage dem 😉

    • Hej Martin, skal prøve at lave dine tomater, men jeg synes ikke det lyder af meget med det væske der skal til, eller er det mig der er gal på den

      • Hej Hanne,

        Jeg kan forsikre dig om, at det passer fint med væskemængden. Tomaterne ligger jo tæt i glasset, så der skal ikke så meget væske til 🙂

  11. Hej Martin,
    Hvor lang tid vil du mene, at tomaterne kan holde sig i køleskabet efter åbning af glasset første gang?

    • Hej Camilla,

      Jeg tror snildt, at de kan holde sig nogle måneder efter åbning, men det er svært at sige helt præcist, da det kommer an på mange ting.

  12. Hej Martin.. Vil prøve opskriften med grønne tomater,men har desværre ingen vanilje stænger,til gengæld har jeg stjerneanis,vil jeg kunne bruge det sammen med kanel stænger eller….?… Mvh Lisbeth

    • Hej Lisbeth,

      Du kan krydre dem lige som du har lyst til, så det kan du sagtens.

      Venlig hilsen
      Martin

  13. Hvad er pointen i at skylle med vodka? Er det for at give smag?
    For det har jo typisk ingen virkning på bakterier eller svampe når det er under 60%.
    Der ville man jo bruge atamon.

    • Hej Jens,

      Det der udelukkende for at desinficere. Jeg har dog ikke før hørt, at det skal være min. 60% for at have nogen effekt, men det vil jeg da lige læse op på.

      Atamon kommer ikke ind i mit køkken og slet ikke i min mad, da det bl.a. indeholder natriumbenzoat, som menes at kan udløse diverse allegier. Derudover mener jeg, at det er ganske unødvendigt når jeg også hælder kogende syltelage på glassene.

      Venlig hilsen
      Martin

      • man kan også bare opvarme sylteglassene ved 100 grader Celsius i 1 time – så er de steriliserede.

  14. Hej Martin
    Bliver det noget sjap hvis man 1/2 cherry tomater og sylter dem 😊

    • Hej Heidi

      Det vil jeg ikke mene, men det kommer selvfølgelig meget an på, hvor faste tomaterne er.

      Venlig hilsen
      Martin

      • Tak for svar
        De er sprit nye /helt hårde
        Vh Heidi

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurder opskrift




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.