Så blev det officielt efterår – det er der vist ingen tvivl om med al den regn, vi har fået på det seneste. På den lyse side, så er sådan et regnfuldt efterårsvejr ret godt suppevejr. Så derfor smækkede jeg lige en hurtig svampesuppe sammen, da jeg kom hjem fra arbejde forleden, hvilket blev rigtig godt.
Jeg har efterhånden ret længe gået med tanken om, at jeg skulle lave svampesuppe, og det er egentlig lidt fjollet, at jeg ikke har gjort noget ved det noget før, for det er faktisk ikke særligt svært eller tidskrævende at lave, men nu fik jeg endelig prøvet det. I onsdags stod den nemlig på svampesuppe herhjemme.
Efterår er sæson for svampe
Som de fleste nok ved, så er efteråret lig med svampesæson, og med al den regn, vi har fået på det seneste, så vrimler skovene med svampe for tiden. Jeg har desværre ikke selv haft meget held de få gange, jeg har været en tur i skoven. Hvis vi lige ser bort fra én gang, hvor jeg fandt en lille portion kantareller, så er det eneste, som jeg har fundet, et par gamle, halvspiste rørhatte. Til gengæld har min trofaste grønthandler de sidste par uger haft fine danske kantareller, hvilket jeg selvfølgelig har udnyttet i stor stil. Derfor serverede jeg selvfølgelig også min svampesuppe med en portion stegte kantareller på toppen.
Læs også: Stegte kantareller med nye ærter og kartofler
Selve suppen lavede jeg på en blanding af champignoner, marksvampe og shiitakesvampe, så den var desværre uden vilde svampe i denne omgang. Skulle du være så heldig at falde over en masse spiselige svampe i skoven (måske er du endda en garvet svampejæger?), så vil det bestemt ikke skade at smide en håndfuld vilde svampe i suppen i stedet for. Du kan faktisk blande helt som du har lyst til, og alt efter hvad du lige har liggende.
Nem og lækker svampesuppe
Sådan en svampesuppe kan selvfølgelig laves på flere forskellige måder, f.eks. kan man lave en klar suppe med svampe og kål eller man kan gøre som jeg har gjort i denne omgang og lave en blendet suppe på samme måde som man laver f.eks. kartoffel-porresuppe eller blomkålssuppe. Og sådan en blendet suppe er bare skønt i hverdagene, hvor man ikke altid har så meget tid til at stå i køkkenet, for det er bare lige at koge grøntsagerne møre, blende hele molevitten, tilsætte lidt fløde og smage til – præcis som med denne svampesuppe.
Læs også: Svamperisotto med lagret balsamico
I denne omgang valgte jeg at koge suppen på en gang hønsefond sammen med et bundt timian – svampe og timian passer nemlig fortrinligt sammen. I stedet for hønsefond kan man dog også gå den vegetariske vej og bruge en god grøntsagsfond. Og skulle du have et skvæt vin stående, så skal du ikke holde dig tilbage: tilsæt et skvæt vin, når svampene er stegt af, og lad det koge ind til ca. det halve, før du tilsætter din fond.
Svampesuppe med bacon og stegte kantareller
Ingredienser
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 500 g blandede svampe (jeg brugte marksvampe, shiitake og champignoner)
- Et par kviste timian
- 1 l hønsefond
- 2,5 dl fløde
- 1 citron
Topping til suppen
- 200 g kantareller (kan erstattes med andre svampe)
- 100 g bacon (gerne tørsaltet)
- 1 skalotteløg (kan udelades)
Sådan gør du
- Skær løg og hvidløg lidt groft ud og sæt til side.
- Rens svampene for jord og skær dem i grove stykker.
- Varm en gryde op og steg løg og hvidløg af. De må gerne få lidt farve, dog uden at branke.
- Skru evt. mere op for varmen og tilsæt svampene. Og nu skal du ikke røre for meget, for så falder temperaturen, og så smider svampene en masse væske og begynder at koge i stedet for.
- Når svampene er stegt godt af tilsættes timian og hønsefond.
- Kog det op og lad suppen simre under låg i ca. 15-20 min.
- Tag timianen op igen og giv suppen en ordentlig tur i blenderen eller med din stavblender.
- Tilsæt fløden til suppen og kog den op igen.
- Smag suppen til med salt, peber og citron.
Topping
- Rens kantarellerne for jord og skidt og skær dem evt. ud i mindre stykker. Har du tiden til det er det bedst at rense kantarellerne med børste og kniv, men ellers kan man altså godt skylle dem hurtigt i en skål vand en gang eller to, og derefter lade dem ligge og tørre på et tørt viskestykke.
- Skær bacon ud i små tern og steg dem sprøde på en pande. Kom dem derefter over på et stykke fedtsugende papir.
- Snit skalotteløget fint og sæt det til side.
- Lige inden servering steges kantarellerne af i et lille skvæt olie på en brandvarm pande. Når de er godt stegt af, skruer du ned for varmen og tilsætter bacon, skalotteløg og en lille klat smør.
- Lad smøret brune lidt og løgene blive bløde og smag til med salt.