Ramsløgssmør – kryddersmør med ramsløg

Udgivet af den 29. marts, 2012 i Påske, Tilbehør


Opskrift på hjemmelavet ramsløgssmør

Inden for de seneste par år er ramsløg gået hen og blevet ret populært, og sidste år så jeg flere supermarkeder, der solgte 100 g ramsløg for 15-20,-… og folk køber det på trods af, at man bare kan gå ned i skoven og hente alt det man vil gratis. Ramsløg kan blandt andet bruges til hjemmelavet ramsløgssmør, som smager skønt! 

Hvor finder man ramsløg?

Ramsløg kan findes i de fleste skove, hvor der er fugtigt, skygge og næringsrig muldbund, og de er ikke til at ta’ fejl af. Du kan se dem på billedet ovenfor, og hvis du river et blad over eller gnider det mellem fingrene, vil du kunne dufte en blanding af purløg og hvidløg. Ramsløgsbladene bliver 15-45 cm høje og er elliptiske og langstilkede blade. Bladene er ca. 3-6 cm brede. Ramsløg kan forveksles med liljekonval, som er meget giftige. Liljekonvaller er dog omgivet af violette bladskeder og duften (og smagen) af løg mangler. Og det er netop denne duft, som gør det så nemt at genkende ramsløg, men derfor er det selvfølgelig stadig vigtigt, at man er sikker på, hvad det er man plukker. Derudover, så kan det ikke anbefales at plukke ramsløg, som gror tæt på veje og stier, hvor biler kan forurene og hunde kan tisse på ramsløgene.

Opskrift på hjemmelavet ramsløgssmør

Hvad kan ramsløg bruges til?

Ramsløg smager ligesom de dufter; af en blanding af purløg og hvidløg og er derfor også kendt som “Nordens hvidløg”. De kan bruges som de fleste andre krydderurter til f.eks. ramsløgspesto, ramsløgssalt, i brød (f.eks. oven på focaccia) osv. – det er kun fantasien der sætter grænser. De går i blomst omkring maj-juni, og til den tid kan blomsterne også bruges i køkkenet… og så er de enormt dekorative.

Hjemmelavet ramsløgssmør

Kæresten og jeg gik forleden en tur i skoven og fik samlet en ordentlig portion ramsløg, som siden da er blevet brugt til en masse forskelligt i køkkenet. Derfor vil der i løbet af det næste stykke tid komme lidt forskellige opskrifter med ramsløg på bloggen. I denne omgang får I en opskrift på hjemmelavet ramsløgssmør, som kan bruges til næsten alt. Det smager især godt med en klat ramsløgssmør oven på en stor svinekotelet med skaft eller oven på en stor rød bøf (f.eks. nyretapper, men det kan bestemt også anbefales af spise sammen med nye danske kartofler og/eller lidt danske asparges. Og så smager det selvfølgelig også skønt på lidt friskbagt brød. Dette er selvfølgelig blot nogle af de ting du kan spise ramsløgssmør sammen med.

Læs også: Rullesteg af svinebov med ramsløg og fennikel

Som du kan se på billedet, så har jeg valgt at rulle ramsløgssmørret op i lidt husholdningsfilm, hvilket gør det nemmere at skære små skiver af smørret, men man kan selvfølgelig også bare komme det op i en bøtte eller lignende, hvis man foretrækker det.

Opskrift på hjemmelavet ramsløgssmør

Ramsløgssmør – lækkert kryddersmør med ramsløg

Opskriften herunder er til én pakke smør (250 g) og jeg plejer at lave ca. 4 små ruller ud af denne portion. Har man ikke en foodprocessor eller minihakker, så kan man bare hakke ramsløget fint og røre det ud i det helt bløde smør.
5 fra 2 stemmer
Udskriv Pin Rate
Ret: Tilbehør
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 20-30 blade ramsløg husk at vask dem godt
  • 250 g blødt smør
  • Citronskal

Sådan gør du

  • Riv ramsløgene i grove stykker og kør det evt. lidt for sig selv i en foodprocessor eller minihakker.
  • Kom smørret op til ramsløgene og blend til du har en rimelig ensartet masse.
  • Smag smørret til med salt, friskkværnet peber og lidt citronskal.
  • Rul et lille stykke husholdningsfilm ud på bordet – tør evt. over med en fugtig klud først, så filmen bliver liggende.
  • Kom en klat smør på filmen, rul filmen rundt om og form til små ruller som på billedet ovenfor.
  • Læg smørret på køl indtil brug.

Noter

Opbevar gerne ramsløgssmørret i fryseren for at forlænge holdbarheden.
Smørret smager skønt oven på en god rød bøf, en tyk skaftkotelet, sammen med de nye danske kartofler og/eller asparges eller ovenpå et godt stykke friskbagt brød.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.