Rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids

Udgivet af den 2. maj, 2014 i Desserter og kager


Rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids

Man ved, at det rigtig er blevet forår, når både de danske rabarber og asparges er kommet frem. Rabarber er mest brugt i det søde køkken, men en god rabarberkompot kan også være et skønt tilbehør til f.eks. en stegt kylling. Denne gang har jeg dog holdt mig i det søde køkken, da jeg forleden lavede en super simpel og lækker rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids. 

For et par uger siden, da kæresten og jeg var til påskefrokost, fik vi stukket en ordentlig stak rabarber i hånden, hvoraf nogle af dem blev frosset ned, og resten gik til denne lækre rabarbertrifli. Vi lavede en relativt lille portion, men havde alligevel så vi begge kunne få en lille dessert to dage i træk, men det gjorde bestemt heller ikke noget.

Rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids

Rabarberkompot – og kompotter helt generelt – er utroligt nemme at lave. Rabarberne blev snittet i mindre stykker og smidt i en gryde sammen med lidt sukker og en vaniljestang, og 10-15 minutter senere var der kompot. Rabarberkompotten blev serveret i et par dessertglas og ovenpå kom der flødeskum, som var vendt med smeltet hvid chokoladen og drysset med Johan Bülows Raw Liquorice Powder, som jeg fik med hjem fra Electrolux-arrangementet hos Johan Bülow. På toppen dryssede jeg lidt honningristet havregryn og mandler, og så nemt kan en super lækker forårs-/sommerdessert laves.

Læs også: Rabarbercrumble – opskrift på nem crumble

Mængden af sukker, der skal bruges, varierer ret meget efter, hvornår på sæsonen rabarberne er fra, hvilken sort, og sidst men ikke mindst: smag og behag. Rabarber er allerbedst tidligt i sæsonen og ca. frem til Skt. Hans. Henover sommeren stiger mængden af oxalsyre i stilkene, hvilket gør, at rabarberne bliver mere syrlige, hvorfor de som regel også kan tage mere sukker.

Rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids

Opskriften herunder er til ca. 4 personer, men både rabarberkompot og honningristet havregryn og mandler kan man sagtens lave i større portioner og f.eks. bruge til morgenmad osv.
4,50 fra 2 stemmer
Udskriv Pin Rate
Ret: Dessert
Køkken: Nordisk
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

Rabarberkompot

  • 300 g rabarber
  • 100 g sukker
  • 1 stor vaniljestang

Rabarbertrifli

  • Rabarberkompot
  • 2,5 dl piskefløde
  • 100 g god hvid chokolade, f.eks. Valrhona Ivoire
  • 30 g havregryn
  • 30 g mandler
  • En lille klat smør
  • 1 tsk. honning
  • En lille smule Johan Bülows Raw Liquorice Powder

Sådan gør du

Rabarberkompot

  • Vask rabarberne og skær så lidt som muligt af bunden, da det hvide i bunden er fyldt med smag.
  • Skær dem i 1-2 cm. stykker og kom dem i en gryde sammen med sukkeret.
  • Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem op i gryden sammen med den tomme stang.
  • Kog rabarberne op (sukkeret skal nok trække væske ud af rabarberne, så det er ikke nødvendigt at tilsætte vand), og lad dem simre i 5-10 min.
  • Smag til med mere sukker, hvis det er nødvendigt.

Rabarbertrifli

  • Hak mandlerne groft og smelt en lille klat smør på en pande. Lad smørret brune og tilsæt så honning, hakkede mandler og havregryn.
  • Rist mandler og havregryn til det er gyldent, og hæld det ud på et stykke bagepapir, hvor det kan køle af.
  • Tag fløden ud af køleskabet i god tid, så du undgår, at det klumper når flødeskum og smeltet hvid chokolade vendes sammen.
  • Pisk fløden til en letpisket flødeskum.
  • Hak den hvide chokolade groft og smelt den over vandbad, og ta’ den af varmen når den er smeltet.
  • Vend forsigtigt den smeltede chokolade sammen med den tempererede flødeskum og sæt det til side.
  • Så skal rabarbertriflien bare samles: rabarberkompot i bunden, letpisket flødeskum med hvid chokolade ovenpå, drys med lakridspulver og kom honningristet mandler og havregryn på toppen.
  • Pynt evt. med lidt sødskærm (også kaldet spansk kørvel), og nyd en dejlig sommerdessert i solen.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

4 Kommentarer

  1. Ser super lækkert ud. God ide med lakrids. Hvor får du sødeskærm fra ? Synes det er svært at opdrive./Erland

    • Mange tak Erland 🙂

      Lakrids klær rabarberne ret godt, og lakrids og hvid chokolade er jo en klassisk kombination, som altid fungerer 😀

      Jeg købte en lille plante sødskærm på torvet i Odense for lidt tid siden, som er blevet plantet om i en større potte, og den trives nu fint på altanen 🙂

  2. Ser super lækkert ud…og en opskrift, der er lige til at gå til. Den må jeg da prøve her i rabarbersæsonen 🙂

    • Mange tak Jimmi 🙂 Ja, det er en super nem opskrift, så det er bare at komme igang så snart, at du kan få fat i de første danske rabarbere 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurder opskrift




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.