Perlehønebryst med ratatouille

Udgivet af den 10. marts, 2014 i Fjerkræ


Perlehønebryst med ratatouille

Perlehøne er en dejlig og smagfuld spise, som man desværre ikke får så ofte. Det er en relativ stor afrikansk hønsefugl, som har lidt mørkere kød og mere smag end kylling. Her har jeg serveret et skønt fransk perlehønebryst med sprødt skind, ratatouille og lidt godt brød – simpelt, rustikt og lækkert! 

Det er en hurtig og lækker ret, som passer perfekt ind i en travl hverdag, og kan man ikke få fat i perlehønebryst, så kan det sagtens erstattes med kylling.

Læs også: Coq au Vin – opskrift på hane i vin

Ratatouillen, som reelt set bare er en ragout af aubergine, squash, tomater og peberfrugt, er et dejligt og simpelt tilbehør, som smager skønt til f.eks. lyst fjerkræ eller svinekød. Ratatouille kan dog også sagtens udgøre en hovedret i sig selv, hvis man serverer det med æg (f.eks. spejlæg eller pocheret æg) og lidt groft brød.

Perlehønebryst med ratatouille

Til denne lækre og rustikke ret kom der selvfølgelig lidt fransk rødvin på bordet. Valget faldt på en flaske 2011 Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu, Château Saint-Jean, som er en lækker sydfransk vin, der er lavet på 80 % Grenache, 15 % Syrah og 5 % Carignan. Vinen havde en fyldig og intens bouquet med noter af solmodne bær. Den havde en let krydret og fyldig smag, hvor noterne af solmodne bær gik igen. Det er en rigtig lækker vin, og det var hverken første eller sidste gang, jeg drak den. Den havde dog lige en tand for meget frugt og fylde til vores perlehønebryst med ratatouille, men helt skidt var det dog ikke. Jeg kunne dog forestille mig, at den vil fungere glimrende til en go’ gang grillet lam.

Perlehønebryst med ratatouille

Perlehønebryst med ratatouille


5 fra 1 stemme
Udskriv Pin Rate
Ret: Hovedret
Køkken: Fransk
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 2 stk. perlehønebryst (ca. 170-200 pr. bryst)
  • 1 løg
  • 2-4 fed hvidløg
  • 1 snackpeber
  • ½ courgette
  • ½ aubergine
  • 1 ds. hakkede/flåede tomater
  • 100 g gode sorte oliven (f.eks. nicoise eller kalamata)
  • Lidt tørret rosmarin
  • Et skvæt balsamico

Sådan gør du

  • Snit løg og hvidløg fint. Befri peberfrugten for kernestokken og skær peberfrugt, courgette og aubergine ud i mindrette stykker.
  • Sauter løg og hvidløg i lidt olivenolie et par minutter og tilsæt så peberfrugt, courgette og aubergine og lad det stege med lidt. Tilsæt dåsetomaterne og lad det stå og simre ca. 30 min. uden låg. Gør i mellemtiden perlehønebrysterne klar.
  • Dup perlehønebrysterne tørre med lidt køkkenrulle, smør dem med lidt olivenolie og krydr godt med salt og peber.
  • Steg dem ca. 15 min. i ovnen ved 175 grader. Skru derefter over på grill og giv dem yderligere 5-6 min., så skindet bliver sprødt og gyldent.
  • Mens perlehønebrysterne er i ovnen befries de sorte oliven for sten – medmindre du har købt stenfri. Alt afhængig af størrelsen kan man evt. skære dem ud i lidt mindre stykker. Tilsæt dem til ratatouillen.
  • Lad perlehønebrysterne stå og hvile et par minutter når de bliver taget ud af ovnen. Smag ratatouillen til med salt, peber, rosmarin og lidt balsamico.
  • Server de saftige perlehønebryster med ratatouillen og lidt godt brød.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.