Lun kartoffelsalat med asparges og radiser

Udgivet af den 9. juni, 2015 i Salater, Vegetarisk


Lun kartoffelsalat med asparges og radiser

Nænsomt kogte nye danske kartofler med koldt smør og salt er nok noget af det bedste ved sommeren, men de smager nu også skønt i en lun kartoffelsalat med bl.a. danske asparges og sprøde radiser direkte fra haven. 

For nogle måneder siden fik vi anlagt tre store højbede i haven, hvor der efterfølgende blev sået en masse lækkerier. Vi er allerede begyndt at høste friske radiser fra haven, og idag blev der tyndet godt ud i spinaten, der sammen med en håndfuld radiser endte i denne lækre lune kartoffelsalat, som fik lov at udgøre aftensmaden. Salaten ser måske ikke ud af meget, men med både rugbrødscroutoner, kartofler og rygeost, så mætter den rent faktisk ganske fint. Det er selvfølgelig et lidt lettere måltid end f.eks. en hjemmelavet burger med fritter og mayo, men det smager altså skønt (!), og så er der også plads til en portion hjemmelavet koldskål til dessert.

Læs også: Salat med asparges, skinke, nye kartofler og pocheret æg

Indtil videre har høsten fra haven været begrænset til radiser og spinat – hvis vi ser bort fra krydderurterne, som også nyder det gode vejr – men nu går der forhåbentligt ikke længe før jeg også kan høste en masse lækre gulerødder. Jeg har også sået et par rækker ærter, men de lader sig nok vente på lidt endnu.

Lun kartoffelsalat med asparges og radiser

Lun kartoffelsalat med asparges og radiser

Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Salat
Køkken: Dansk
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 20 minutter
Samlet tid: 40 minutter
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 300-350 g nye danske kartofler
  • Et par skiver daggammelt rugbrød
  • 2 hvide asparges
  • 2 grønne asparges
  • Et lille bundt radiser
  • En god håndfuld frisk spinat eller salat
  • En lille håndfuld bredbladet persille
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. ramsløgspesto
  • 100 g rygeost

Sådan gør du

  • Vask kartoflerne godt for jord og kog dem i godt saltet vand i ca. 7 minutter. Tag dem af varmen og lad dem stå i vandet i 7-10 min. indtil de er møre.
  • Skær skorpen af brødet og skær det ud i passende størrelse.
  • Rist stykker på en pande i rigeligt smør til de er sprøde. Krydr med salt og peber og kom dem over på et stykke fedtsugende papir.
  • Skræl de hvide asparges og skær de 1-2 cm. af bunden. Bræk også bunden af de grønne asparges og vask hovederne godt.
  • Knæk toppen af radiserne og vask dem for jord. Vask også spinaten/salaten godt for jord.
  • Skær kartoflerne ud i mundrette bider og snit asparges og radiser. Skær/riv også spinat/salat ud i lidt grove stykker og snit persillen.
  • Kom kartofler, asparges, radiser, salat og persille op i en skål.
  • Pisk en dressing af citronsaft og olivenolie og tilsæt evt. en skefuld ramsløgspesto, hvis du har lidt på lager. Smag til med salg og peber.
  • Vend dressingen i salaten.

Noter

Anret den lune salat på et par tallerkener, fordel lidt rygeost over salaten og kom lidt rugbrødscroutoner udover til sidst.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.