Müsli er noget mange spiser, hvis ikke hver dag, så engang imellem. Der er mange fordele ved at lave sin egen müsli, og den største er selvfølgelig, at man selv kan bestemme, hvad der skal i, og man er ikke i tvivl om, hvad müslien indeholder. Derudover smager det bedre, og så er det tilmed nemt at lave, så der er ingen undskyldning for ikke at lave sin egen müsli. Især muligheden for selv at bestemme, hvad der kommer i müslien er alletiders, da Maiken f.eks. ikke er særlig glad for rosiner i müsli, hvilket de fleste typer indeholder.
Læs også: Boller med surdej – opskrift på koldhævede surdejsboller
Vi spiser stort set müsli til morgenmad hver dag – i hvert fald i hverdagene – og spiser det som topping på en god økologisk yoghurt (som regel natural) eller andet syrnet mælkeprodukt. Udover müslien kan det anbefales at komme lidt af sæsonens friske frugt oven på morgenmaden. Nu da der bl.a. er sæson for blommer, æbler og pærer for tiden, bliver der gerne toppet af med det. Skal det være rigtig luksus gør lidt go’ mørk chokolade også underværker.
Læs også: Hjemmelavet koldskål
Jeg kan godt li’ en relativ simpel müsli og laver den som regel med grovvalsede havregryn, mandler, solsikkekerner og tørrede tranebær. Den kan selvfølgelig varieres i det uendelige med diverse tørrede frugter, nødder og kerner, så det er kun fantasien, der sætter grænser.
Ingredienser
- 200 g grovvalsede havregryn
- 100 g grofthakkede mandler
- 100 g solsikkekerner
- 100 g tørrede tranebær
- 50 g sesamfrø
- 3-4 spsk. honning
- 10-20 g smør
Sådan gør du
Honningristet müsli på panden
- Varm en pande op og rist havregryn, mandler og solsikkekerner et par minutter ved middel-jævn varme.
- Tilsæt honning og smør, lad det smelte og rør det hele godt sammen.
- Rist det under jævnlig omrøring til müslien er flot gylden og tilsæt så de tørrede tranebær. Rør det godt sammen og hæld müslien ud på et stykke bagepapir og lad det køle af.
Honningristet müsli i ovnen
- Vend først det hele - på nær tranebærrene - godt sammen i en bradepande og rist det i ovnen ved 175 grader under jævnlig omrøring til det er fint gyldent (ca. 25-30 min.).
- Tag så müslien ud, vend den sammen med tranebærrene og lad den køle af.
Noter
Müsli er også min favorit hverdagsmorgenmad.
Jeg laver den af grove flager – spelt, byg, rug. Masser af mandler – og det nyeste hit er, at jeg blander hindbærsaft i, så den bliver lidt tøsefarvet 😉
Honning er et hit at søde med!
Hej Hanne 🙂
Det lyder da sørme også lækkert, med en masse forskellig flager af korn. Jeg ved ikke om jeg er helt overbevist om hindbærsaften, men nu er jeg jo heller ikke en “tøs” 🙂
Venlig hilsen
Martin
Hej Martin… tak for opskrift… har lige blandet ½ portion klar til ovnen… kan du sige ca. hvor lang tid den er om at blive gylden… i.e. snakker vi 10 min. eller en time?
Hej Charlotte,
Det lyder godt.. Jeg mener, at det skal have ca. 15-30 min. i ovnen, men det varierer selvfølgelig lidt fra ovn til ovn 🙂
Jeg smider en skefuld olie i. Det gir lidt ekstra knas. Derudover så laver jeg min mysli på panden
Der foretrækker jeg nu at bruge smør. Det smager altså bare bedre 🙂
Hva mæ honning og kalorierne?
Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener Menved?
Honning er sukker og meget lidt vand, ca 15 procent, så den feder lidt, omvendt er det om morgen vi har brug for mest energi, så lidt sukker eller honning skader ikke
Jeg lavede denne fantastiske müsli denne weekend til kæresten og mig, og den blev bare super. Dog blev de tørrede tranebær skiftet ud med tørrede blåbær,da tranebær var udsolgt. Men det blev dog fantastisk alligevel. Det er bestemt en opskrift til gemmebogen. Mange tak 🙂
Det lyder lækkert med tørrede blåbær. Dejligt at høre, at opskriften kunne bruges 🙂
Jeg har allerede lavet denne müsli før 🙂 Jeg må sige den er rigtig god, skal i gang med anden portion nu 🙂
Helt klart en favorit opskrift 🤩🤩🤩 TAK FOR DET…
Jeg tilføjer dog altid dadler i stedet for tranebær ♥️