Gnocchi med pesto – opskrift på hjemmelavet gnocchi

Udgivet af den 22. maj, 2018 i Pizza, pasta og ris


Hjemmelavet gnocchi med ramsløgspesto og bacon

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ofte er risotto og simple pastaretter på bordet herhjemme. Det er nemt, simpelt og lækkert! Gnocchi har vi dog aldrig rigtig haft succes med, men for nylig satte jeg mig for at lære at lave gnocchi, og nu har vi efterhånden lavet det en håndfuld gange. Det var ikke helt nemt de første par gange, men efter lidt øvelse, så er det faktisk slet ikke så svært. 

 

Hvad er gnocchi?

Gnocchi er en italiensk dumpling, der ligesom pasta findes i ret mange variationer. Nogle former for gnocchi laves udelukkende på mel, mens andre laves på en blanding af mel og f.eks. ricotta eller kartoffel. Gnocchi stammer oprindeligt fra det gamle romerrige, hvor man anså det som en traditionel form for pasta (der jo også laves på æg og mel), som man lavede på semolinamel og æg. På trods af at man oprindeligt lavede gnocchi på mel og æg, så er det den noget nyere variation med kartoffel, som man fandt på da kartoflen kom til Europa, der er mest udbredt. Og det er også denne variation, som I finder en opskrift på herunder.

Jeg har som sagt før haft kastet mig ud i “projekt gnocchi”, men uden den store succes. Dejen kan nemlig godt være lidt svær at arbejde med de første par gange, og så er det også lidt omstændigt, da man først skal bage kartofler og lade dem køle af, før man kan lave gnocchidejen. Dette kan man dog nemt planlægge sig ud af. Man kan f.eks. bage nogle kartofler, hvis der alligevel er gang i ovnen f.eks. dagen før og ellers kan man også bruge overskydende bagte bagekartofler. Nogle vælger at koge kartoflerne, og lader dem dampe helt tørre først, men indtil videre har jeg bedst erfaring med at bage kartoflerne. Selve dejen er lidt special at arbejde med de første par gange, da den er relativ blød pga. kartoflerne, og det er vigtigt, at man ikke ælter dejen. Og her taler jeg altså af erfaring. Dejen skal blot samles og rulles ud til en pølse, hvorefter man skærer små stykker af dejen og koger dem – ligesom med frisk pasta. Man kan dog også vælge at stege dem på en pande. Skal det være helt rigtigt, så skal gnocchierne også lige trilles let med en gaffel e.l., så de får riller, men det kræver igen lidt øvelse og er altså ikke absolut nødvendigt.

Hjemmelavet gnocchi

Hvordan serverer man gnocchi?

Gnocchi smager super lækkert i sig selv, så jeg kan godt lide at holde det helt simpelt, men du kan i teorien servere gnocchi på helt samme måde som man ellers ville servere pasta. Hvad enten det blot er med lidt bacon, ramsløgspesto og parmesan som her, en god tomatsauce (og parmesan… altid masser af parmesan!) eller en håndfuld blandede sommergrøntsager ala primavera. Ofte serverer man gnocchi som en primo piatto, altså som en forret, men man kan altså sagtens bare spise en gang hjemmelavet gnocchi til hovedret – det plejer vi i hvert fald at gøre. Alternativt kan man også servere dem som et tilbehør til en hovedret med lidt god olivenolie.

Hjemmelavet gnocchi

Hjemmelavet gnocchi med ramsløgspesto

Vær opmærksom på, at det lige kræver lidt øvelse at arbejde med dejen og ramme den rigtige konsistens. Og dejen må endelige ikke blive overarbejdet.
4,50 fra 2 stemmer
Udskriv Pin Rate
Ret: Hovedret
Køkken: Italiensk
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 2 timer
Samlet tid: 2 timer 30 minutter
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 500 g bagekartofler
  • 1 æggeblomme
  • 10 g parmesan
  • 1 tsk. salt
  • 75-100 g hvedemel
  • Muskatnød
  • 2-3 spsk. ramsløgspesto
  • Et par skiver tørsaltet bacon

Sådan gør du

  • Bag kartoflerne i 1-1,5 time, indtil de er helt møre.
  • Lad dem køle lidt inden du halverer dem og skraber kødet ud af dem.
  • Mos kødet igennem en sigte eller brug en kartoffelmoser.
  • Tilsæt æggeblomme, parmesan, et par riv muskatnød, salt og ca. 75g mel. Rør det forsigtigt sammen (dejen skal ikke æltes), og tilsæt evt. lidt mere mel, hvis du vurderer, at der er brug for det. Den præcise mængde mel kan godt variere lidt, så tilsæt det lidt af gangen.
  • Kom dejen ud på bordet og saml den med hænderne. 
  • Drys evt. lidt mel på bordet og rul forsigtigt dejen ud til en tyk pølse.
  • Del dejen op i mindre stykker, rul hvert stykke ud til en pølse på tykkelse med en finger og skær ca. 2-3 cm stykker af dejen. Tril evt. mod en gaffel, så de får riller. Læg gnocchierne på et meldrysset bord eller viskestykke.
  • Skær baconen ud i små tern og steg dem på en pande, hvor der også er plads til gnocchierne når de er kogt.
  • Kog gnocchierne i en stor gryde med godt saltet vand. Kog dem af et par omgange. De er færdige, når de kommer op til overfladen. Tag ca. 1 dl af kogevandet fra.
  • Kom de kogte gnocchier over på panden med bacon sammen med ramsløgspesto.
  • Vend det hele forsigtigt sammen og tilsæt evt. lidt af kogevandet. Smag til med salt, peber og olivenolie.

Noter

Server de kogte gnocchi med ramsløgspesto, hæld et lille skvæt god olivenolie på og riv godt med parmesan over.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

4,50 from 2 votes (2 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurder opskrift




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.