Fladbrød er skønt til mange retter, og de er oplagte, når der serveres tzatziki, hummus eller andre skønne slags dip og dyppelse. Her får du en opskrift på små, tykke surdejsfladbrød, som bliver luftige, bløde og super lækre.
Surdejsfladbrød til mellemøstlig mad
Vi bager ganske ofte surdejsfladbrød herhjemme og spiser dem til mange forskellige retter. De er oplagte at spise til mere mellemøstlige måltider. Når vi laver den slags, så laver vi ofte en masse småretter og spiser det med fladbrød til som et hyggeligt hapsemåltid. Blandt favoritterne herhjemme er hjemmelavede falafler, langtidsstegt lammekølle og grøntsagsretter som grillet aubergine med yoghurtdressing og bagte rodfrugter med feta. Og så er der selvfølgelig også de mange slags lækre dips såsom hummus, baba ganoush og så min personlige favorit: tzatziki. Jeg har tilbragt usandsynlig mange ferier i Grækenland både som barn og som voksen, så tzatziki har en særlig plads i mit hjerte. Det græske køkken er også ofte baseret på en masse småretter, og det er altså bare en skøn måde at spise sammen på.
Tykke eller tynde fladbrød?
Denne opskrift giver 8 små, tykke surdejsfladbrød. De tykke fladbrød er alletiders til at skovle dips eller lignende op med, og så har de en dejlig blød og luftig tekstur. Nogle gange kan det dog være mere fordelagtigt med tyndere fladbrød, hvis du f.eks. gerne vil kunne rulle dem til gang hjemmelavet shawarma. Du kan sagtens bruge denne opskrift til begge typer fladbrød, og hvis du ønsker større og tyndere fladbrød, så ruller du bare dejen tyndere ud og bager den kortere tid på panden.
Læs også: Surdejsfocaccia – opskrift på italiensk madbrød med surdej
Uanset hvor tynde eller tykke du vælger at lave dine fladbrød, så kan det klart anbefales at lave dem selv. Supermarkederne byder på mange forskellige slags fladbrød, men i bund og grund synes jeg personligt ikke, at de smager særlig godt. Selvom det naturligvis kræver lidt mere at bage sine egne fladbrød, så er det tiden værd, da de smager skønt og bidrager med meget mere til måltidet.
Fladbrød med surdej
Der findes mange måder at lave fladbrød på og selvfølgelig også forskellige typer fladbrød. Nogle er grove, andre er knap så grove og nogle laves måske på majsmel. Forhen brugte vi ofte gær til at lave vores fladbrød, og det fungerer også ganske fint. På et tidspunkt gik det dog op for os, at det da må være muligt at slippe for gæren og i stedet bruge surdej. Når man bager med surdej, kræver det længere hævetid, men til gengæld udvikles der mere smag i bagværket. Vi bager rigtig meget med surdej og har derfor altid en surdej stående enten på køkkenbordet eller i køleskabet.
Opskriften her kræver, at du har en surdej stående, som er klar til at bage med. Har du endnu ikke fået lavet dig en surdej, eller har du bare brug for at genopfriske, præcis hvordan det nu lige fungerer med sådan en, så kan du læse mit indlæg om surdej her. Her får du også en guide til at lave din egen surdej.
Fladbrød med surdej
Ingredienser
Klargøring af surdej
- 40 g hvedemel
- 20 g fuldkornsmel f.eks. fuldkornshvede
- 60 g vand
- 30 g surdej
Fladbrød med surdej
- 100 g bageklar surdej
- 360 g hvedemel
- 80 g durummel
- 270 g sødmælk
- 10 g sukker
- 10 g fint salt
- 40 g olivenolie
Sådan gør du
Klargøring af surdej (se noter)
- Bland mel, vand og surdej godt sammen i en beholder, hvor der er plads til, at surdejen kan hæve til dobbelt størrelse.
- Dæk beholderen over, og lad den stå på køkkenbordet i ca. 6-8 timer (eller til den er hævet op og er klar til brug).
Fladbrød med surdej
- Kom surdej, de to slags mel og mælk i en rørekedel, og rør det kort sammen. Tag gerne mælken ud af køleskabet et par timer før, så den kan temperere.
- Lad dejen hvile i 30-45 minutter.
- Når dejen har hvilet, tilsættes sukker, salt og olivenolie. Ælt dejen godt igennem på røremaskinen på lav hastighed (eller i hånden) i 10-15 minutter.
- Lad dejen hæve i skålen tildækket med et fugtigt klæde i 4-6 timer.
- Cirka 2 timer inden fladbrødene skal bages, deles dejen op i 8 stykker, som formes til kugler. Drys med lidt mel, og lad dejkuglerne hvile med et klæde over sig.
- Tryk eller rul fladbrødene ud til den ønskede tykkelse/størrelse. Fladbrødene på billederne har en diameter på ca. 14 cm.
- Fladbrødene bages på en rygende varm støbejernspande i et par minutter på hver side til de har fået farve og er bagt igennem.
- Pak de bagte fladbrød ind i et viskestykke e.l. efterhånden som de bliver bagt. Så holder de sig bløde og lækre, indtil de skal spises.