Fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade

Udgivet af den 22. januar, 2018 i Desserter og kager


Gammeldags fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade

Fastelavn er en af de tider på året, hvor man har en rigtig god undskyldning for at gå i køkkenet og bage en masse fastelavnsboller. Den traditionelle fastelavnsbolle findes i mange varianter, men her har jeg lavet en klassisk, sød bolle med et dejligt fyld af remonce og mørk chokolade. 

 

Hvorfor er det nu, at vi spiser fastelavnsboller?

Hver gang vi når til en eller anden form for højtid eller fejring, så er der altid knyttet bestemte drikkevarer eller retter til lige præcis den højtid. Og ofte tager jeg mig selv i at undre mig over, hvorfor det nu lige er, at  vi drikker eller spiser noget bestemt på udvalgte tidspunkter i løbet af året. Hvorfor spiser vi and (eller gås) til Mortens aften og flæskesteg til jul? De spørgsmål må vente til en anden god gang, for her handler det om den søde bolle med lækkert fyld, som hvert år dukker op ved bageren her i slutningen af januar.

Læs også: Store chokoladecookies med mandler

Som med så mange andre traditionelle spiser, så har fastelavnsbollen udviklet sig over mange år. Den startede ud som en beskeden hvedebolle, som man havde tradition for at spise inden fasten. Før fasten holdt man typisk fester, hvor man spiste de madvarer, som man ikke måtte spise under fasten. Inden fasten (som varede helt til påske) gik i gang spiste man bl.a. masser af kød og hvede, som var fødevarer man ikke måtte indtage i alle de uger, fasten varede. Egentlig blev fasten afskaffet efter reformationen, men traditionen for at holde fest og spise lækre sager til fastelavn hang ved. Over tiden udviklede bollen sig fra de beskedne hvedeboller til boller med fyld af blandt andre rosiner og sukat. Med margarinens indtog udvikledes en variant af fastelavsbollen, som nærmest er en wiernerdej fyldt med fløde og andre lækre sager.

Gammeldags fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade

Fastelavnsboller i mange varianter

Der findes i dag utroligt mange måder at lave fastelavnsboller på. Personligt har jeg aldrig været særlig glad for dem af wienerdej med fyld af flødeskum, da jeg synes de er meget tunge og voldsomme. Der er også mange, som laver vandbakkelser og fylder dem med flødeskum og syltetøj. Jeg fortrækker selv den søde gærbolletype med fyld af creme og/eller remonce.

Læs også: Varme hveder – opskrift på hjemmebagte hvedeknopper

Da jeg satte mig for at udvikle min egen opskrift på fastelavnsboller (med det resultat, at jeg bagte fastelavnsboller tre gange inden for samme uge), stod jeg med valget om fyldet. Valget faldt på en klassisk remonce lavet på marcipan, smør og sukker og så med lidt mørk chokolade som ekstra fyld. Du kan også vælge at fylde dine fastelavnsboller med creme, men personligt finder jeg det ret besværligt at forsøge at få plads til både creme og remonce i en bolle, uden det hele falder ud igen under bagningen. Det står dig dog fuldstændig frit for at finde frem til den kombination, som du foretrækker. Jeg mindes, at min mor bagte en variant med syltetøj, som jeg var glad for som barn, så det kunne også være en mulighed.

Remonce og chokolade lægges på dejen

En sød, blød gærdej

Selve dejen i denne opskrift er en sød gærdej. Da der både kommer godt med smør og æg i dejen, så er den ret blød at arbejde med. Dette skal du dog ikke være bange for, da det netop er den bløde dej, som ikke får for meget hvedemel, der gør fastelavnsbollerne så lækre og bløde i sidste ende. Hvis du synes, at den er svær at arbejde med, kan du altid tilføje lidt ekstra mel under æltningen. Men jeg vil anbefale, at du giver det et forsøg at arbejde med den lidt våde dej, da det giver en lækker, saftig bolle i sidste ende.

Læs også: Banankage med chokolade – nem opskrift på banankage

I starten af æltningen, inden dejen får samlet sig helt, kan du bruge en plastikspatel som hjælp til at “hive fat” i dejen og få den vendt rundt/æltet. Dette kan lette arbejdet lidt frem for kun at stå med hænderne i den klistrede dej. Efter et par minutters æltning vil den samle sig til en smidig, men stadig fugtig dej. I løbet af hævetiden samler den sig yderligere, så du har en god smidig dej, som nemt kan udrulles i lidt mel.

Samling af fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade

Fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade

Super lækre gammeldags fastelavnsboller fyldt med remonce og mørk chokolade. Spis dem gerne friskbagt mens de er lune.
4,58 fra 21 stemmer
Udskriv Pin Rate
Ret: Bagværk
Køkken: Nordisk
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Hævetid: 1 time 30 minutter
Antal: 8 fastelavnsboller
Forfatter: Maiken Bundgaard

Ingredienser

Dejen

  • 200 g hvedemel
  • 25 g rørsukker
  • 0,5 tsk. stødt kardemomme
  • ¼ tsk. fint salt
  • 1 æg
  • 50 g smør
  • 0,5 dl sødmælk
  • 15 g gær

Remonce

  • 50 g blødt smør
  • 50 g rørsukker
  • 50 g marcipan

Andet

  • Ca. 25 g fintrevet mørk chokolade til fyld (alternativt kan du bruge et par chokoladeknapper pr. fastelavnsbolle)
  • 1 sammenpisket æg til pensling

Sådan gør du

Fastelavnsboller

  • Smelt smørret i en gryde eller i mikroovnen.
  • Bland det smeltede smør med mælken, så blandingen er lun.
  • Gæren smuldres i en skål. Hæld den lune smør/mælkeblanding over og opløs gæren heri.
  • Rør ægget ud i og tilsæt derefter alle de tørre ingredienser
  • Ælt dejen nogle minutter til du har en smidig dej. Dejen kan godt være lidt våd, men prøv at se om ikke du kan ælte den alligevel (brug evt. en spatel som hjælp til at samle dejen). Er dejen stadig for våd når du har æltet den lidt, så kan du evt. tilsætte lidt ekstra mel.
  • Lad dejen hæve tildækket i skålen i ca. halvanden time.
  • Når dejen har hævet vendes den ud på et meldrysset bord. Rul dejen ud til et rektangel på ca. 38x22 cm og skær den ud i 8 firkanter.
  • Kom ca. 1 spsk. remonce (se nedenfor) og ca. 1 tsk af den fintrevede chokolade på hver firkant.
  • Pensl kanten af firkanterne med lidt sammenpisket æg. 
  • Luk dine fastelavnsboller godt sammen ved først at samle de fire hjørner og derefter tage fat i de resterende flapper af dej og klem det hele godt sammen, så der ikke er nogle huller. 
  • Placer bollerne med lukningen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Lad bollerne efterhæve en times tid.
  • Pensl bollerne med æg og bag dem i 12-15 minutter ved 200 grader. Lad dem køle lidt af inden du kommer glasur på. Vil du hellere have chokolade på, så læg et par chokoladeknapper ovenpå bollerne, så snart de kommer ud af ovnen.

Remonce

  • Bland det bløde smør, marcipan og sukker godt sammen (gøres nemmest med fingrene).

Noter

Når bollerne er kølet lidt, kan du røre en glasur af flormelis, kakaopulver og koldt vand og pynte fastelavnsbollerne med det. Alternativt kan du bare komme lidt ekstra chokolade på lige, når de kommer ud af ovnen. Pynt kun dem, som skal spises med det samme.
 
Fastelavnsbollerne er bedst nybagte, men de kan sagtens lunes dagen efter. De kan også fryses og lunes inden servering. 
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

 

Gammeldags fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade

Maiken Bundgaard

Madøre med en forkærlighed for bagning og surdejseksperimenter. Jeg er vild med at lave simple, lækre og nærende retter, som bringer glæde i hverdagen. Økologi, kvalitet og råvarer i sæson er nøgleord i mit køkken. I øvrigt så er jeg Martins bedre halvdel, også kendt som fru rigeligtsmør.