Anderillette – opskrift på anderillette og confit de canard

Udgivet af den 19. januar, 2011 i Fjerkræ


Anderillette - nemt og lækkert

Anderillette er egentlig bare en grov postej lavet på confit af andelår. Confitering er en gammeldags måde at konservere fødevarer på ved at sylte dem i fedt, som derved forlænger holdbarheden. Anderillette kan f.eks. serveres sammen med eller ovenpå lidt brød eller for sig selv, og det smager helt fantastisk.

 

Anderillette og confiterede andelår

Lige efter julen får man nærmest kastet andelår efter sig i de fleste supermarkeder. Nu er julen overstået, og så gider vi nemlig ikke at spise mere and… eller gør vi? Selvfølgelig gør vi det, men det kommer blot os til gode, for de fleste steder sælges and i alle afskygninger nemlig ret billigt. Og så er det jo oplagt at hamstre en masse andelår og lave en stor portion confiterede andelår og/eller anderillette. Det kan nemlig holde sig ret lang tid på køl. Jeg endte med at købe otte andelår, som jeg brugte til en ordentlig portion anderillette. Det er en fantastisk måde at konservere and på, og så smager det helt fantastisk.

Læs også: Opskrift på flæskesteg med sprød svær

Inden man laver sin anderillette, så confiterer man først andelårene, altså tilbereder dem i fedt ved lav varme. Herefter trevler man kødet og rører det med lidt fedt og krydderier. Man kan dog også vælge at gemme de confiterede andelår som de er. Enten ved at dække dem med andefedt og sætte dem på køl eller smide dem i fryseren. Hvis de er helt dækket med fedt og står på køl, så kan de holde sig i en del måneder. Så skal de confiterede andelår blot steges, og så kan man bruge dem til at nem og lækker aftensmad, f.eks. serveret sammen med en gang rødkålssalat med klementiner og græskarkerner, en lækker grønkålssalat eller bare med en gang kartofler stegt i andefedt og hjemmelavet rødkål.

 

Brug dine rester af and til anderillette

Normalt laver man anderillette af confiterede andelår, men man kan faktisk også bruge sine rester af tilberedt and til det. Det giver ikke helt samme resultat, men smager stadig helt forrygende. Så har du rester fra den langtidsstegte and og en masse andefedt tilovers  (du gemmer selvfølgelig alt fedtet fra anden, ikke?), så lav endelig noget af det om til anderillette. Sådan et glas anderillette er nemlig ret lækkert at have stående på køleskabet.

Når man laver anderillette af tilberedt andekød, så er det blot at komme kødet i en lille gryde, ildfast fad e.l., der kan gå i ovnen sammen med lidt krydderurter, dække kødet med andefedt, lægge låg på gryden og komme den i en ca. 100 grader varm ovn i et par timer indtil kødet falder fra hinanden. Derefter skal kødet blot trevles og røres med en smule andefedt, hvis nødvendigt, smages til og så er der anderillette.

Anderillette - nemt og lækkert

Anderillette - opskrift på anderillette og confit de canard

Du kan også lave anderillette med allerede tilberedt kød. I så fald skal du blot springe direkte til "Dag 2" og komme det tilberedte kød i ovnen, dækket af andefedt i nogle timer. 
Krydderier kan selvfølgelig variereres helt som man ønsker det. Jeg valgte at lægge et par knuste enebær ned til lårene og smagte til sidst rilletten til med frisk timian.
Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Appetizer
Køkken: Fransk
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 3 timer
Samlet tid: 3 timer 15 minutter
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 2 andelår
  • 500 g andefedt (kan erstattes med smagsneutral olie)
  • 2-3 fed hvidløg
  • 2 enebær
  • Et par kviste timian
  • Et par kviste rosmarin
  • 2-3 laurbærblade
  • 2 spsk. salt
  • 1 spsk. sorte peberkorn (groft knuste)
  • 1 spsk. sukker

Sådan gør du

Dag 1

  • Knus enebær og hvidløg og hak hvidløget groft. Hak ligeledes timian, rosmarin og laurbærblade groft.
  • Kom det hele i en beholder sammen med andelårene, drys salt, peber og sukker over og gnub det hele godt ind i andelårene.
  • Dæk beholderen til og sæt andelårene på køl til dagen efter.

Dag 2:

  • Smelt andefedtet i en gryde.
  • Tør de værste krydderier af andelårene og kom dem op i gryden med andefedt når det er smeltet - andelårene skal være helt dækkede. Tilsæt evt. et par fed hvidløg og en kvist rosmarin/timian til fedtet. Andelårene kan også laves i et ildfast fad i ovnen ved ca. 100.
  • Lad andelårene stå og simre på lavt blus (optimalt set skal olien være lige under kogepunktet) i ca. 2-3 timer indtil andelårene er helt møre.
  • Tag forsigtigt andelårene op gryden og lad dem køle lidt af.
  • Fjern skindet, pil alt kødet af og kom det op i en skål.
  • Trevl kødet med et par gafler, tilsæt lidt andefedt og rør det godt sammen. Man kan også vælge at blende noget af kødet, hvis man ønsker en lidt finere rillette.
  • Smag til med salt, peber og evt. lidt finthakket rosmarin/timian.
  • Kom til sidst rilletten over i nogle små forme, pres kødet godt sammen og sæt dem på køl. Lad dem stå et par timer på køl, så det har sat sig, og dæk så med andefedt og sæt tilbage på køl. Så længe, at der ikke er taget hul på det øverste fedtlag kan rilletten holde sig et par måneder på køl.

Noter

Tag gerne anderilletten ud 5-10 min. før den skal spises så den er nemmere at grave ud af formen. Server med lidt lækkert hjemmebagt brød, sprød salat, grovkornet sennep og syltede drueagurker.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.