Coop har sat sig for, at de i løbet af de næste fire år vil gøre Danmark dobbelt så økologisk, og da Maiken og jeg selv handler en del økologisk, så er det bestemt noget, som jeg gerne vil støtte op omkring.
Som jeg efterhånden har skrevet en del gange, så prioriterer Maiken og jeg at købe så meget økologisk, som vi nu har råd til. Det betyder også, at vi som regel spiser vegetarisk minimum et par gange om ugen, da især økologisk kød er noget dyrere end konventionelt produceret kød, men også fordi vi begge rent faktisk godt kan lide at spise vegetarisk engang imellem.
Hvad er økologi?
Den grundlæggende idé bag økologi er, at produktionen skal foregå på en måde, der tager størst hensyn til miljøet og dyrevelfærden hele vejen fra jord til bord. Det betyder, at produktionen så vidt muligt foregår så naturligt som muligt. Der er en masse regler og kontrol med økologiske producenter og fødevarer, som sikrer, at forbrugeren kan stole på, at varer med Ø-mærket rent faktisk er økologiske.
Hvorfor købe økologisk?
Der er en masse gode grunde til at vælge økologi fremfor konventionelt fremstillede fødevarer. Noget af det vigtigste for mig er bestemt, at man slipper for rester af diverse sprøjtegifte i maden, som bliver brugt til at dræbe ukrudt, skadedyr og svampesygdomme i den ikke-økologiske del af landbruget. Rester af sprøjtegifte er giftige, men det er lovligt at bruge dem i ikke-økologisk landbrug, så længe der kun er en vis mængde tilbage i fødevarerne, da så små mængder ikke er sundhedsskadelige. Problemet er bare den såkaldte cocktaileffekt. Man ved nemlig ikke ret meget om, hvad der sker, når man bliver udsat for flere forskellige stoffer ad gangen. Derudover bryder jeg mig bare ikke om at indtage en masse giftstoffer, hvis jeg kan blive fri.
Når man køber økologisk, så får man som regel også et bedre produkt, og derved bedre og mere velsmagende mad i sidste ende. Dette skyldes bl.a., at økologiske landmænd lader planterne vokse i et naturligt tempo, og både frugt, grønt og dyr har bedre betingelser for at udvikle sig i et naturligt tempo. Det er selvfølgelig ikke altid tilfældet, at økologiske varer smager bedre end ikke-økologiske varer, og der findes også enkelte producenter, som producerer nogle fantastiske og enormt velsmagende fødevarer, selvom de nødvendigvis ikke er certificeret økologiske. Dette kan godt være lidt en jungle at finde rundt i, så derfor kan det oftest være nemmest at vælge økologisk, hvis man vil være på den sikre side.
Maiken og jeg prioriterer primært at købe økologisk (eller frilands), når det kommer til kød, fjerkræ og mejeriprodukter, da det er et af de steder, hvor jeg synes, at der er størst smagsforskel. Derudover, så er man også sikker på, at dyrene har haft et godt liv og en naturlig opvækst og rent faktisk har haft adgang til områder i det fri. Hvad angår frugt og grønt, så køber vi primært dansk, efter sæson, og gerne økologisk, men som studerende kan det være svært at få råd til at leve 100% økologisk. F.eks. så er mængden af pesticidrester er oftest langt højere i frugt og grønt, der er produceret i udlandet, men det betyder selvfølgelig ikke, at der slet ikke er pesticidrester i dansk produceret frugt og grønt – der er oftest bare ikke ligeså meget.
Af andre fordele ved at handle økologisk kan bl.a. nævnes, at vi er med til at sikre rent grundvand i fremtiden, da der ikke bliver brugt sprøjtemidler på markerne, som ellers ville ende i grundvandet, og så bruger økologisk produktion ikke gensplejset mad – hverken til mennesker eller dyrefoder. Og ellers kan du læse meget mere på Økologisk Landsforenings hjemmeside.
Du kan gøre en forskel
Formålet med dette indlæg er ikke at agere hellig på nogen måde, men blot at oplyse og dele lidt viden om økologi. Det er nemlig noget, som mange ikke tænker over og en af grundene til, at vi løbende er begyndt at købe mere økologisk er, at vi med tiden har fået en større viden omkring produktionen af fødevarer. Derudover går jeg meget op i, hvad jeg propper i munden til hverdag, og jeg ønsker ikke at fylde min krop med flere pesticidrester end højst nødvendigt.
Der er ingen tvivl om, at der det seneste års tid er kommet større fokus på økologi. F.eks. så omlægger flere og flere landmænd til økologi, salget af økologisk frugt og grønt er steget med 35% i 2015, og i 2014 blev der solgt 33% flere økologiske varer til professionelle storkøkkener. Så det er ikke kun den private forbruger, der er blevet mere opmærksom på økologi.
Jo flere økologiske varer der bliver solgt, og jo større efterspørgsel der er, des mere bliver der produceret. Derfor kan du gøre en forskel næste gang du er nede at handle. Som sagt køber jeg ikke selv 100% økologisk, men hvis bare man køber en smule mere økologi, så kan vi alle være medvirkende til at passe bedre på miljøet og skabe bedre vilkår for dyrene. Og så vil det forhåbentligt også være medvirkende til, at vi får et større og bedre udvalg af økologiske varer i supermarkederne,
Derudover udlodder Coop lige nu 3x 1000,- i gavekort til Coops butikker. Alt du skal gøre er at komme med en god idé til, hvordan Coop kan gøre Danmark mere økologisk og dele den med Coop på dette opslag på Facebook.
Handler du økologisk, og hvorfor/hvorfor ikke?
Indlægget er sponsoreret af Coop Danmark som en del af deres kampagne om at gøre Danmark dobbelt så økologisk. Jeg står dog 100% indenfor alt, hvad jeg har skrevet i dette indlæg, og det er min egen holdning, som jeg har udtrykt i indlægget.