Spaghetti meatballs – kødboller i tomatsauce

Udgivet af den 11. november, 2012 i Pizza, pasta og ris | 6 kommentarer

Spaghetti meatballs - kødboller i tomatsauce

Spaghetti meatballs er en klassisk italiensk pastaret – og en rigtig hyggelig ret! De fleste forbinder nok retten med Lady og Vagabonden, hvor de sidder i baggården og deler en stor tallerkenfuld spaghetti meatballs. Det er i hvert fald en rigtig klassiker (både film og ret), som der skal rives frisk parmesan udover ved servering og gerne et godt glas rødvin til. Det skal dog nævnes, at jeg valgte at lave retten med fettuccine, som du kan se på billedet ovenfor. Det er selvfølgelig ikke helt klassisk, men det smagte nu stadig rigtig godt. 

Kødbollerne i denne ret er bare en ganske almindelig fars af hakket oksekød rørt med mælk, rasp, æg osv. Jeg blev dog lidt inspireret af Mira Arkins opskrift og tilføjede en smule fennikelfrø til farsen, hvilket gav et lækkert twist, som spillede perfekt med den sødmefulde tomatsauce.

Taget i betragtning af, at det bare er pasta med tomatsauce og kødboller, så er det virkelig en ret med masser af smag, både i form af den intense tomatsauce, men også i form af de lækre små kødboller. Spaghetti meatballs er en ret som gerne må overdænges med friskrevet parmesan – gerne af flere gange – da det ganske enkelt smager fantastisk. Og husk nu at bruge den rigtige parmigiano reggiano. Det giver bare lige det sidste.

Spaghetti meatballs - kødboller i tomatsauce
 
Forberedelse
Tilberedning
Total
 
Hvis du laver pastaen selv, skal der bruges en portion af 400 g mel og 4 æg - se hvordan her. Jeg fik lige knap 40 kødboller ud af denne opskrift, men dette varierer selvfølgelig alt efter, hvilken størrelse man laver dem i.
Forfatter:
Opskriftstype: Hovedret
Køkken: Italiensk
Antal personer: 6
Ingredienser
  • Pasta til 6 personer
  • Masser af friskrevet parmesan til servering
Kødboller
  • 450 g hakket oksekød (gerne magert og økologisk)
  • 1 løg, revet
  • 2 fed hvidløg, presset/revet
  • 0,5 dl rasp
  • 25 g parmesan, revet
  • 1 dl mælk
  • 1 æg
  • 1 tsk. fint salt
  • 1 tsk. fennikelfrø
  • Friskkværnet peber
Tomatsauce
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 250 g champignoner
  • 2 ds. flåede/hakkede tomater
  • 2 spsk. tomatkoncentrat
  • 3-4 spsk. balsamico
  • 1 tsk. tørret basilikum
Fremgangsmåde
Kødboller
  1. Start med at gi' fennikelfrøene en ordentlig tur i morteren til de er helt pulveriseret.
  2. Rør hakkekødet sejt med saltet.
  3. Tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen.
  4. Lad farsen hvilke tildækket på køl i min. en halv time.
  5. Form små kødboller af farsen og steg dem ved jævn varme. Når de er færdige tages de op af panden og sættes til side. Lav herefter tomatsaucen på samme pande. Deglacer evt. panden med et skvæt rødvin, hvis du har en flaske åben.
Tomatsauce
  1. Løg og hvidløg pilles og hakkes.
  2. Champignoner renses for jord og skæres groft ud.
  3. Kom et skvæt olie på panden, hvis det er nødvendigt, og sauter løg og hvidløg i ca. 5 min.
  4. Tilsæt så de udskårne champignonerne og steg dem med yderligere 5 min.
  5. Kom tomatkoncentrat på panden og lad det stege med et par minutter, og kom så balsamicoen på.
  6. Lad den koge næsten helt ind og tilsæt så flåede/hakkede tomater.
  7. Kom låg på og lad det simre i 10-20 min.
  8. Tilsæt basilikum, smag kødsaucen og tilsæt så de stegte kødboller til tomatsaucen. Lad dem simre med i yderligere 10 min.
  9. I mellemtiden sættes vandet over til pastaen, som koges ca. 2 min. hvis det er hjemmelavet, ellers efter pakkens anvisning.
Noter/Anretning
Server med masser af friskrevet parmesan og gerne et godt glas italiensk rødvin til. F.eks. Barberesco eller Chianti Classico.

 


6 Kommentarer

  1. Har flere gange lavet italienske kødboller a la din opskrift, men jeg synes ofte de bliver meget bastante… Har du nogle gode råd til dette ?

    • Hej Morten

      Jeg synes umiddelbart ikke at kunne huske, at kødbollerne bliver bastante i denne opskrift. Så nej, det har jeg desværre ikke nogle gode råd til.

      Venlig hilsen
      Martin

  2. Hej Morten,

    Hvordan føles kødbollerne bastante? Er de seje, hårde eller noget tredje?

    • Det skal først lige nævnes at jeg ikke har prøvet opskriften fra denne side, men har prøvet flere andre opskrifter… Desværre synes jeg ofte kødbollerne bliver bastante og lidt hårde… Jeg ved ikke om jeg steger dem for hårdt, eller om oksekødet har for lav fedtprocent eller noget tredje… så mit spørgsmål går på, om der findes nogle tips til at undgå at de bliver sådan…

      • Jeg synes, at du skal prøve denne opskrift næste gang. Jeg synes, at raspen og parmesanen er med til at holde kødbollerne saftige og lækre.

        Ligeledes kunne jeg forestille mig, at en fars, som er til den våde siden (dog stadig relativ fast) gør, at du undgår alt for bastante kødboller, men det er som sagt ikke noget jeg har oplevet før 🙂

      • Hvis du bryder dig om finhakkede versioner, vil jeg foreslå dig tæve fibrene ved at køre kød og salt i foodprocessoren. På den måde kan farsen rumme noget mere væske, og navnlig æg, så bollerne kan ’soufflere’ lidt og ikke bliver så bastante. Det kræver dog også noget mere brødkrumme, for at den ikke skal være uhåndterligt klistret. Det kræver igen noget oksekød der smager igennem, f.eks. bryst eller ryg.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Vurder denne opskrift: