Hjemmelavet rødkål med appelsin og kanel

Udgivet af den 24. november, 2011 i Tilbehør | 6 kommentarer

Hjemmelavet rødkål med appelsin og kanel

Julen nærmer sig stille og roligt og ingen jul uden rødkål, og når nu der er sæson for kål, hvorfor så ikke lave den selv? Så kan man også krydre den som man selv føler for. Derudover så er det slet ikke svært at lave hjemmelavet rødkål. Det eneste det kræver er et par timer af din tid (hvor den passer sig selv størstedelen af tiden) og lidt basisingredienser, og så får du en helt fantastisk hjemmelavet rødkål til den langtidsstegte and, flæskestegen, julemedisteren og frikadellerne.

Jeg elsker hjemmelavet rødkål, og jeg kunne slet ikke forestille mig et julebord uden. Det har en dejlig blanding af sødme og syrlighed, som er det perfekte match til den fede julemad. Det kan spises både kold og varm alt efter, hvad man lige er i humør til, og så bliver de fleste også rimelig imponeret, hvis man selv har stået og kogt rødkål. Iøvrigt så er en go’ gang hjemmelavet rødkål også den perfekte værtsgave, og det er ikke noget problem at lave en stor portion, når nu man alligevel står i køkkenet.

Jeg krydrede min rødkål med bl.a. kanel, stjerneanis og appelsinskal, men man kan jo krydre sin rødkål, som man selv ønsker det og er man i det eksperimentelle hjørne, så kan man f.eks. prøve at bruge noget frugt- eller rødvinseddike i stedet for lagereddike, eller f.eks. tranbær- eller kirsebærsaft i stedet for hyldebærsaft. Det er kun fantasien, der sætte grænser.

Hjemmelavet rødkål med appelsin og kanel
Hjemmelavet rødkål
Udskriv
Forberedelse
15 min
Tilberedning
1 t 30 min
Samlet tid
1 t 45 min
 

Opskriften giver ca. 2-3 liter rødkål alt efter, hvor stort et rødkål man bruger.

Opskriftstype: Tilbehør
Køkken: Dansk
Forfatter: Martin Villumsen
Ingredienser
  • 1 rødkål
  • 1 stang kanel
  • 3 stjerneanis
  • 4 laurbærblade
  • Skal og saft af 2 usprøjtet appelsin
  • 120 g sukker
  • 1 spsk. salt
  • 4 dl rødvin
  • 3 dl koncentreret hyldebærsaft
  • 2 dl lagereddike
Fremgangsmåde
  1. Fjern de yderste blade på rødkålen, skær den i kvarte og snit den fint.
  2. Kom den fintsnittede rødkål op i en stor gryde sammen med resten af ingredienserne.
  3. Kog rødkålen op under låg, skru ned på lav varme når den koger og lad kålen stå og simre i ca. halvanden time.
  4. Smag på rødkålen og juster evt. med lidt eddike, appelsinsaft, salt og/eller sukker, så du får en helt perfekt balance i din rødkål.
  5. Skyl et par sylteglas i 1 dl varmt vand og 2 tsk. flydende atamon hver, lad dem dryppe lidt af og fyld den varme rødkål på.
  6. Hæld væde over til det dækker og luk glassene straks.
Noter/Anretning

Når glassene bliver lukket mens rødkålen stadig er varm, dannes der undertryk og holdbarheden forlænges. Når glassene er kølet af, opbevares de i køleskabet. Rødkålen bliver kun endnu bedre af at stå og "modne" et par dage i køleskabet, så lav den gerne et par dage før den skal bruges.

 


6 Kommentarer

  1. Det skal jeg så meget gøre i år. Elsker også rødkål, og imponeringsfaktoren som altid følger med “hjemmelavet” skal ikke undervurderes 🙂 Og så er simring jo bare herligt.
    Mmmm, under en måned til jul nu!
    Mvh Maiken

    • Det er bare med at komme igang 🙂
      Ja, ting der skal stå og simre og så dejlige nemme at ha’ med at gøre.

      God fornøjelse 🙂

  2. Kemikerens opskrift.

    snit, hak, flæk, flå eller destruer på anden måde rødkålen.
    Kog i ca. ½ liter vand.
    Find 6 glas
    Fordel den nu blå væske (rødkål… yea right) i 5 glas.
    Tilsæt vand til glas 1 (viser tydeligt blå farve da pH=7)
    Tilsæt sprite eller anden farveløs sodavand til glas 2 (fin pink farve pH=3-6)
    Tilsæt lidt vand til glas 3 og hæld forsigtigt lidt konc. saltsyre til (det har man i skabet under vasken, kraftig rød farve pH=0-2)
    Så skal vi den anden vej, tilsæt lidt soda om omrør (grøn farve pH=8-10)
    Tilsæt konc. NaOH (afløbsrens) til glas 5 (voila først grøn ligesom før, men vent lidt og tadaa gul farve pH=11-14)

    Men hov, hvad med glas 6? Jaa nu bliver det avanceret. Fyld 1/3 vand op i glasset, tilsæt 1/3 lampeolie. Der vil nu dannes 2 faser. Tilsæt Paprika og den øverste face farves, selv ved omrøring farves vandfasen ikke. Tilsæt nu rødkålsafkoget som kun farver vandfasen. Du vil nu have et glad med to farvede faser som ikke blandes selv ved kraftig omrøring.

    Sorry men når rødkål kommer på tale skal man lave kemi 😀

    ps. der er også noget med nogle sikkerhedsforskrifter men det tager vi en anden gang.

    • Haha, festligt indslag 😀 Og hvad med rødkålen? Spiser man den mens man leger og skyller ned med flotte farver? 😉

      • Du kunne i princippet blande glas 3 med glas 5 og ende med en blå farve, som ikke skulle være andet end saltvand og rødkålsekstrakt…. i teorien 😉

    • Say WHAT!? 😀 😀 😀

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Riiigeligt smør... direkte i din mailboks

 

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få besked i din mailboks hver gang, der sker noget nyt på bloggen.

Ved tilmelding modtager du en e-mail, som du skal bekræfte.

Tak for din tilmelding.