Gazpacho

Udgivet den 28. juli, 2012 i Supper, Vegetar | 2 kommentarer


 

Gazpacho er en klassisk spansk tomatsuppe, der skal serveres iskold. Den stammer fra Andalusien i Sydspanien, men spredte sig rimelig hurtigt til resten af Spanien og Portugal. Den kolde tomatsuppe findes i et hav af variationer, hvor tomater og brød bliver erstattet af f.eks. avocado, agurk, vandmelon, persille etc., men oprindeligt bliver gazpacho altså lavet på tomater.

Gazpacho er en fantastisk spise her midt på sommeren – især nu når solen for alvor er kommet frem. Det er en dejlig let suppe, som med fordel kan nydes på terrassen/altanen, hvis man har sådan en.

Noget af det vigtigste når man laver gazpacho er at bruge nogle gode modne tomater, der er fyldt med smag. Det er desværre ikke altid lige let at opdrive i supermarkedet, og da min lokale grønthandler har ferielukket, måtte jeg ta’ til takke med, hvad jeg kunne finde i supermarkedet. Optimalt set havde jeg brugt nogle store solmodne bøftomater, men det var desværre ikke til at opdrive i denne omgang. Gazpacho er dog heldigvis sådan en nem og lækker suppe, at jeg nok skal få lavet en portion eller to mere, når grønthandleren engang åbner igen.

Jeg har valgt at lave min gazpacho uden daggammelt brød, da jeg endnu ikke er kommet frem til en opskrift, hvor jeg synes, at det gør noget godt for suppen.

Opskriften passer til 4 personer som en let hovedret. Server evt. godt brød til.

Ingredienser:

  • 1 kg gode solmodne tomater (gerne bøftomater)
  • 1 rød peberfrugt
  • ½ agurk
  • ½ dl olivenolie
  • 1 tsk. sukker
  • 1 spsk. balsamico
  • 1 fed hvidløg
  • ½-1 frisk chili (kan udelades)
  • Et lille bundt basilikum (kan erstattes af f.eks. bredbladet persille)
  • Salt
  • Evt. lidt ekstra tomat, agurk og peberfrugt til garniture

Skyl alle grøntsagerne og skær dem groft ud. Alle ingredienser kommes i en blender og suppen blendes helt glat. Tilsæt basilikum lidt af gangen – der skal nemlig ikke ret meget i. Smag suppen til med salt og evt. balsamico. Sæt på køl min. 2-3 timer, gerne natten over. Den bliver kun bedre af at stå og trække.

Grøntsagerne til garniture skæres ud i fine tern. Fjern evt. kerner og skind fra tomaten inden den skæres ud.

Inden servering kan du evt. hælde suppen igennem en sigte, så du får en helt fløjlsblød suppe uden tomatkerner og rester af tomatskind. Server suppen iskold med garneret med grøntsagerne, et par blade basilikum og dryp til sidst med en smule olivenolie. Spis gerne et godt friskbagt brød til, f.eks. et godt focaccia.

God appetit



Se også:

Andebryst med stegte svampe, blommer og marsalasauce
Chiliplanter
Jordskokkesuppe med stegte kammuslinger
Ungarsk gullashsuppe

2 Kommentarer

  1. Her i sommervarmen kan jeg anbefale gazpacho med melon i. Den er frisk og lækker

    http://huskokken.dk/tomat-og-melongazpacho/

    Med venlig hilsen

    huskokken

    • Hejsa

      Det lyder da interessant med melon i – det må jeg prøve en dag :)

      Venlig hilsen
      Martin

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>