Boeuf bourguignon med kartoffelmos

Udgivet af den 10. november, 2010 i Kødretter | 4 kommentarer


boeuf bourguignon

Efteråret er en dejlig tid når det kommer til mad… der er ikke noget bedre end en god gang simremad, der står på komfuret og hygger sig hele eftermiddagen, mens duften spreder sig i lejligheden. Mens herligheden står og simrer på komfuret (eller i ovnen), kan man jo passende lave sig en god kop kaffe og sætte sig under tæppet med en god bog, eller gå en god lang tur i det dejlige efterårsvejr, eller hvad man nu lige er i humør til.

Da jeg lavede denne ret, gik jeg en lang tur i det flotte efterårsvejr sammen med min kæreste, og det var intet mindre end fantastisk at komme tilbage til en lejlighed, der bare duftede skønt.

Boeuf bourguignon er en fransk klassiker som aldrig slår fejl, og når det kommer til stykket er det faktisk også en relativ nem ret at lave, da den bare står og passer sig selv det meste af tiden. Oftest serveres en lækker kartoffelmos til, hvilket jeg også gjorde, men man kan også sagtens servere ris til – eller pifte kartoffelmosen op med andre rodfrugter, som f.eks. selleri eller gulerødder. Nu havde jeg en rest selleri stående i køleskabet som jeg brugte i selve retten, ellers vil det være oplagt lave en mos med kartofler og selleri (1/3 selleri og 2/3 kartoffel, eller halvt af hvert, alt efter hvor kraftig sellerismag man ønsker) eftersom man ikke skal bruge et helt selleri til retten.

boeuf bourguignon

Boeuf bourguignon er en ret, som kendetegner det franske køkken rigtig godt. Franskmændende er ikke bange for at hælde en flaske vin eller to i maden, og det er denne ret et godt eksempel på. Er du ude i god tid tager retten ikke skade af, at kødet får lov at marinere i rødvinen et døgns tid i forvejen… tværtimod! Og lav endelig en stor portion når nu du alligevel står i køkkenet. Dette er en ret, som kun bliver bedre af at stå og trække i køleskabet, så lav den gerne dagen i forvejen.

boeuf bourguignon

Til Boeuf bourguignon hører sig rødvin – gerne i store mængder. Her valgte vi at drikke et rigtig godt glas Beaujolais i form af en 2007 Clos de Rochegrès, Moulin-à-Vent fra Louis Jadot til. En rigtig flot og elegant vin med en koncentreret og kompleks smag taget i betragtning af, at det er en Beaujolais, som oftest er relativ let vin. Et rigtig godt match, der helt klart kan anbefales til denne ret.

Opskriften er til 6-8 personer.

Ingredienser:

  • 1,3-1,5 kg oksekød (f.eks spidsbryst eller udbenet bov)
  • 1 flaske rødvin
  • 5 dl god okse-/kalvefond
  • 0,5 dl cognac (kan udelades)
  • 4-5 gulerødder (ca. 250-300 g, skrællet vægt)
  • ¼ – ½ knoldselleri (ca. 250-300 g, skrællet vægt)
  • 4 bananskalotteløg (kan erstattes af almindelige løg)
  • 2-3 spsk. hvedemel
  • 1 bundt timian
  • 4 laurbærblade
  • 1 porretop
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 250-300 g blandede svampe
  • 200-300 g god bacon (gerne økologisk og tørsaltet)

Kartoffelmos:

  • Ca. 1,5 kg kartofler
  • Rigeligt smør
  • Fløde (kan erstattes med mælk)
  • Salt & peber

Mariner gerne kødet i rødvinen 12-24 timer i forvejen. Når du skal igang med retten tages kødet op og duppes tørt inden det skæres ud.

Start med at skrælle selleri og gulerødder, pil løgene og vask porretoppen godt (flæk den på midten så du får alt jord og andet skidt væk). Skær selleri, gulerødder og løg ud (enten i fine eller grove tern alt efter humør). Lav en krydderbuket af timian, laurbærblade, persillestilk og porretop, som du binder sammen med noget køkkengarn, så den let kan tages op igen.

Puds kødet af og fjern evt. sener osv. og skær det i grove tern. Skær baconen i grove tern og steg det ved jævn varme i lidt olie i en stor gryde. Tag baconen op og brun kødet godt af i baconfedtet – sørg for, at det får en flot stegeskorpe, da det holder på kødets form og giver smag til retten. Brun gerne kødet af flere gange så temperaturen i gryden ikke falder for meget, da kødet så vil begynde at koge i stedet for at stege. Tag kødet op og svits løg, gulerødder og selleri. Kom kød og bacon tilbage i gryden og tilsæt cognac. Lad det koge næsten helt væk, drys mel over, og tilsæt så krydderbuket, fond og rødvin.

Bring hele herligheden i kog og skru ned for varmen og skum af. Låg på og lad det stå og simre 3-5 timer. Er det den store støbejernsgryde, du har gang i, kan du med fordel sætte den i ovnen ved 125-150 grader.

Mens herligheden står og simrer kan du passende forberede de sidste par ting. Skræl kartoflerne, skær dem i grove tern, kom dem i en gryde og hæld koldt vand på til det dækker. Rens svampene, skær dem i grove stykker og sæt dem til side.

En halv times tid før spise tid tændes for kartoflerne og svampene ristes godt af i en blanding af olie og smør på en varm pande. Når svampene er ristet kommes de ned i din boeuf bourguignon, som smages til med salt og peber.

Når kartoflerne er kogt godt møre (efter ca. 20 min), hældes vandet fra. Tilsæt smør og mos kartoflerne – undgå at piske i dem da det kan give mosen en klistret konsistens. Tilsæt til sidst et skvæt fløde (eller mælk) og smag til med salt og peber. Tilsæt evt. hakket persille.

Server boeuf bourguignon med en go’ klat mos, kom evt. lidt hakket persille over og server med et godt glas beaujolais eller bourgogne.

God appetit

4 Kommentarer

  1. Så fik jeg langt om længe afprøvet denne skønne opskrift :-) Den var et kæmpe hit og det er bestemt ikke sidste gang den bliver lavet!

    • Hej Ann

      Det er jeg rigtig glad for at høre :) Det er nu også en rigtig lækker ret!

      God påske :)

      Venlig hilsen
      Martin

  2. en gudespise, intet mindre!!!

Skriv et svar