Æbleskiver med kærnemælk – nem opskrift på æbleskiver

Udgivet af den 18. december, 2011 i Desserter og kager | 0 kommentarer

Hjemmelavede æbleskiver med kærnemælk, æblekompot, opskrift på æbleskiver

Æbleskiver hører sig julen til. Det er der ingen tvivl om. Desværre så får man alt for ofte serveret kedelige, slatne æbleskiver fra frost, som lige har været en tur i mikroovnen. Men det skal være slut nu, for her får du nemlig en opskrift på æbleskiver med kærnemælk, som smager helt fantastisk. 

 

Den gamle æbleskivepande

Jeg har faktisk længe haft lyst til at gi’ mig i kast med at lave hjemmelavede æbleskiver. Jeg har dog stået i den situation, at jeg ikke har haft en æbleskivepande. Og da man typisk kun laver æbleskiver et par gange om året, så har jeg været for nærig til at smide penge efter en æbleskivepande mens jeg er på SU. Til gengæld har jeg været så heldig, at jeg har fået min mors gamle æbleskivepande, som hun har haft siden jeg var barn. Og har heldigvis fungeret upåklageligt de sidste par år.

Læs også: Hjemmelavede pebernødder

Har man ikke mulighed for at aftage en gammel æbleskivepande, så må man ud og købe en. Og det kan faktisk gøres nogenlunde billigt. Jeg har selv et godt øje til denne æbleskivepande fra Le Creuset, men her får man selvfølgelig både lov at betale for navn og kvalitet. Man kan dog sagtens få en billig æbleskivepande i støbejern. Derudover så kan man også få en såkaldt æbleskivebager, som faktisk ser meget smart ud, hvis du spørger mig. Det er dog ikke noget jeg har prøvet før, og jeg vil nok også gætte på, at en god gammeldags æbleskivepande i støbejern fungerer bedre.

 

Tilbehør til hjemmelavede æbleskiver

Har man allerede en gammel og støvet æbleskivepande stående i skabet, så er der ikke nogen undskyldning. For selvom det tager lidt tid at bage æbleskiver, så er det altså det hele værd. For det første, så smager de hjemmelavede meget bedre end dem du kan købe. For det andet, så får de hjemmelavede en helt anden (og meget bedre) konsistens, hvor dem som man har købt på frost ofte bare er en ligegyldig klump dej uden smag.

Læs også: Klatkager af risengrød

Når det kommer til tilbehøret, så kommer man selvfølgelig ikke udenom det klassiske tilbehør i form af jordbær- eller hindbærsyltetøj og sukker eller flormelis. Nogle gange skal man dog også prøve noget nyt, så i denne omgang lavede jeg en portion æblekompot, som jeg serverede til. Og det smagte altså rigtig godt, så det kan jeg varmt anbefale at prøve.

Hjemmelavede æbleskiver med kærnemælk, opskrift på æbleskiver

Æbleskiver med kærnemælk - nem opskrift på æbleskiver
Udskriv
Opskriften giver ca. 35 æbleskiver.
Opskriftstype: Bagværk
Køkken: Dansk
Antal personer: 7
Forfatter: Martin Villumsen
Ingredienser
Æblekompot
  • 550-600 g danske æbler (vægt efter de er blevet skrællet og befriet fra kernehus)
  • 200 g sukker
  • En stang kanel
  • Et skvæt æbleeddike
Æbleskiver
  • 300 g mel
  • ½ tsk. salt
  • 2 tsk. rørsukker
  • ½ - 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. natron
  • 4 dl kærnemælk
  • 3 æg
  • Revet skal af 1 appelsin
  • Saft af ½ appelsin
  • Smør til stegning
Fremgangsmåde
Æblekompot
  1. Skræl æblerne og befri dem fra kernehuset. Skær dem ud i grove tern og kom dem i en gryde sammen med sukkeret.
  2. Tænd for varmen og lad dem stå og simre til de er møre (ca. 15 min.).
  3. Tag gryden af varmen og blend med en stavblender (hvis du har kogt æblerne med nogle krydderier, tages de selvfølgelig op inden der blendes).
  4. Smag evt. til med et skvæt æbleeddike.
Æbleskiver
  1. Del æggene i hvider og blommer og pisk æggeblommer og kærnemælk sammen.
  2. Bland mel, salt, sukker, kardemomme, natron og appelsinskal sammen.
  3. Tilsæt det lidt af gangen til æggeblommer og kærnemælk mens du pisker - tilsæt også appelsinsaften. Hvis din dej er meget tyk kan du evt. røre lidt ekstra kærnemælk ud i den.
  4. Dæk dejen over og sæt den på køl i min. en halv time.
  5. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.
  6. Varm æbleskivepanden op, kom lidt smør i alle hullerne og fyld dem næsten helt op med dej. Hold øje med æbleskiverne og vend dem med f.eks. en stegenål når de er ved at være gyldne.
  7. Vend æbleskiverne et par gange og ta' dem af panden når de er flot gyldne.
  8. Hold dem evt. varme i ovnen eller i et tildækket fad mens du steger de sidste æbleskiver.
Noter/Anretning

Drys lidt flormelis udover de lune æbleskiver og server dem med lun æblekompot.

 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Riiigeligt smør... direkte i din mailboks

 

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få besked i din mailboks hver gang, der sker noget nyt på bloggen.

Ved tilmelding modtager du en e-mail, som du skal bekræfte.

Tak for din tilmelding.